Pressemeddelelse fra Sort/Hvid
Når MUSEUM FOR FREMTIDEN slår dørene op den 3. juni, får publikum høretelefoner på og bliver mødt af en ung kvindes vrede stemme. Hun er angst for fremtiden og beder publikum om at hjælpe hende med at forestille sig nye verdensbilleder.
“Hvordan skal vi skabe en anden verden, når vi for fanden ikke evner at forestille os den? Når modløsheden er integreret i vores krop, når vores bevægelser er forudbestemt af en usynlig koreografi?” spørger hun, før hun dirigerer publikum gennem sit imaginære museum i en dramatiseret audioguide.
Hele teatret transformeres til en kunstinstallation
MUSEUM FOR FREMTIDEN udspiller sig i syv omsluttende kunstinstallationer, der forvandler alle rum og scener på Sort/Hvid i teatrets hidtil største produktion. Det er både en udstilling af nye kunstværker af billedkunstnerne Ferdinand Ahm Krag, Studio ThinkingHand og Helene Nymann og en dramatiseret teaterforestilling i scenografi af Franciska Zahle og Helle Damgård.
Forestillingens medvirkende er publikum selv, som guides af den fiktive fortæller. Undervejs gennem museet bliver publikum bedt om at levendegøre værkerne, som berører temaer som krig, teknologi, identitet, erindring og menneskets relation til klimaet og naturen.
Den interaktive audioguide, som forbinder installationerne, skabes af Asger Kudahl, der også stod bag lyddesignet i det Reumert-vindende, iscenesatte hørespil En fortælling om blindhed (Sort/Hvid, Aarhus Teater og Teater Momentum, 2020). Teksten bag den fiktive fortæller er skrevet i et samarbejde mellem dramatiker og instruktør Christian Lollike og dramaturg, kurator og ph.d.-studerende Anders Thrue Djurslev.
Længslen efter andre fremtider
Anders Thrue Djurslevs ph.d.-projekt, som er støttet gennem Ny Carlsbergfondets Forskningsinitiativ, spørger til, hvor samtidskunsten efterlader fremtiden.
“Tidens kriser viser, at alle dimensioner af vores liv er viklet ind i klodens katastrofekurs. Samtidskunsten har opgivet den moderne tro på, at vi kan stille os uden for os selv og skabe fremtiden; vi forbliver i en udvidet samtid. Hvad skal der til at forandre os under samtidens vilkår? Forestille os noget andet? Her forsøger MUSEUM FOR FREMTIDEN at betragte vores egen tid – civilisation, kultur og erfaring af tid – som forbi, som historie. Hvilke fremtider åbner der sig ved at stille os op på piedestalen og se os selv som fortidslevn?” spørger Anders Thrue Djurslev.
“Den vrede, unge kvinde bliver et sindbillede på vor tids længsler efter at forandre vores verdensbilleder,” tilføjer instruktør og dramatiker Christian Lollike
MUSEUM FOR FREMTIDEN kan opleves på Sort/Hvid fra den 3.-25. juni 2022. Forestillingen varer 90 minutter, og publikum lukkes ind i mindre grupper hver halve time.
I august og september flytter MUSEUM FOR FREMTIDEN til Kunsthal Aarhus.
Sted SORT/HVID, STALDGADE 26-30, 1699 KØBENHAVN V, KØDBYEN
Periode 03/6-25/6 2022, MANDAG-FREDAG KL. 18, 18.30, 19, 19. 30 og 20, LØRDAG KL. 15, 15.30, 16, 16.30 og 17.
Sprog DANSK Varighed 90 MIN. Billetter HER
Kunstinstallationer FERDINAND AHM KRAG, HELENE NYMANN, STUDIO THINKINGHAND (RHODA TING, MIKKEL DAHLIN BOJESEN) Tekst og iscenesættelse CHRISTIAN LOLLIKE Dramaturgi, kuratering og ph.d.-stipendiat ANDERS TRHUE DJURSLEV Scenografi og kostume FRANCISKA ZAHLE OG HELLE DAMGÅRD Lysdesign MORTEN KOLBAK Lyddesign ASGER KUDAHL Støttet af STATENS KUNSTFOND, A.P. MØLLER FONDEN, AUGUSTINUS FONDEN, AAGE & JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND, BIKUBENFONDEN, KNUD HØJGAARDS FOND, NY CARLSBERGFONDET (for ph.d.-stipendiat), WILLIAM DEMANT FONDEN Tak til KVADRAT, JACOB LUND, SOLVEIG GADE
Oversigt over medvirkende kunstnere
Ferdinand Ahm Krag (f.1977) er billedkunstner og professor ved Skolen for maleri og billedbaserede praksisser på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Krags malerier kaster kosmiske konstellationer, dybe geologiske fund og kortlagte landskaber sammen med bl.a. menneskets hoveddannelse i fosterstadiet, kulturhistoriske motiver og virtuelle modeller for at nedbryde modsætninger mellem det indre og det ydre, natur og kultur, motiv og baggrund, fortid, nutid og fremtid. I MUSEUM FOR FREMTIDEN præsenterer han en sværm af mystiske ansigter installeret i et omsluttende rum med inspiration fra hulemalerier, oraklet i Delfi og ansigtets evolutionshistorie.
Helene Nymann (f. 1982) er billedkunstner og kunstnerisk forsker ved Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet med ph.d.-projektet ‘Memories of Sustainable Futures: Remembering in the Digital Age’. Omdrejningspunktet for Nymanns kunstneriske virke er hukommelse, og i sin praksis sætter hun biologiske indsigter og kropslige hukommelsesteknikker fra forskellige historiske kulturer i værk gennem levende billeder, lyd og skulptur.
Studio ThinkingHand, som består af Rhoda Ting (f.1985) og Mikkel Dahlin Bojesen (f.1988), er en kunstnerduo, der arbejder med ny naturforståelse og tværartslig relationsopbygning. Organiseret som et studie samarbejder Studio ThinkingHand med andre-end-menneskelige-arter, såsom svampe og bakterier, og syntetiske materialer, såsom beton og robotteknologi. Det sker ofte i samarbejde med forskning i naturvidenskab og teknologi, hvis laboratorieeksperimenter Studio ThinkingHand bringer ind i kunsten såvel som ud i det offentlige rum.
Christian Lollike (f. 1977) er dramatiker, instruktør og kunstnerisk leder af det københavnske teater Sort/Hvid. Med forestillinger som Revolution (2018), Living Dead (2016), I føling – en krigsballet (2014), Manifest 2083 (2012), Kosmisk frygt (2009) og Underværket – The Re-MuhammedyTV-Show (2007) har Lollike behandlet politiske strømninger og historiske begivenheder i sin samtid. Med sine værker afsøger Lollike grænserne for samtidens politiske forestillingsevne gennem en grundlæggende tvivl på etablerede sandheder.
Anders Thrue Djurslev (f. 1990) er ph.d.-studerende ved Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet og dramaturg på Sort/Hvid. Hans kuratoriske forskningsprojekt “Museum for fremtiden: Praksisbaseret kuratorisk forskning i samtidskunstens fremstilling af tid” tager udgangspunkt i det tværkunstneriske arbejde med MUSEUM FOR FREMTIDEN og udstillingens/forestillingens møde mellem teater og billedkunst. Tidligere har Djurslev været dramaturg på forestillinger som Lina Hashims The Touch (2020), Madame Nielsens Verdensfrelserinden(2021) og Ida Marie Hede og Niels Erlings Work Bitch (2021).
Kontakt:
Kommunikations- og salgsansvarlig Signe Aarestrup tlf.: 61335267 email: signe@sort-hvid.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/interaktiv-totaloplevelse-forvandler-sorthvid-til-et-mausoleum-over-vores-samtid?releaseId=13651373
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **