Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Børnene fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr har for en stund flyttet skoledagen ind på Hovedbiblioteket i Esbjerg. FN’s verdensmål nummer 10 om mindre ulighed er centrum for deres forløb hos Verdensmålshuset GenIn, og nu skyder børnene løs med gode ideer til, hvad biblioteket kan gøre for at komme uligheden til livs.
Det passer perfekt med den bæredygtige profil på Esbjerg Kommunes Biblioteker, der i selskab med kun ti danske biblioteker har fået et særligt certifikat for deres arbejde med verdensmålene. På bibliotekerne i Esbjerg Kommune spirer det med ideer og nye tiltag, og bibliotekerne er allerede vigtige lokale mødesteder. Derfor har de et godt afsæt for at inspirere borgere og lokalsamfund i den grønne omstilling, der er markant på dagsordenen i Esbjerg Kommune.
“Det er en stor gevinst, at bibliotekerne går forrest i den bæredygtige udvikling, og verdensmålscertifikatet er både et skulderklap og en motivation til at fortsætte den gode stil. I sin natur er bibliotekerne bæredygtige, når materialerne cirkulerer mellem borgerne og genbruges et utal af gange, og de bidrager også til mindre ulighed ved at sikre lige adgang til kultur og viden til alle kommunens borgere,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose.
Verdensmål til konkret handling
Oveni har Esbjerg Kommunes Biblioteker sat en række aktiviteter i gang, der omsætter verdensmålene til konkret handling. Det gælder fx samtalesaloner og workshops, der gør deltagerne klogere på temaerne i verdensmålene, og arrangementer, hvor borgerne kan dele tøj, ting, planter, viden og interesser. Samtidig har bibliotekerne rettet et stort fokus mod samarbejde og partnerskaber med ildsjæle, virksomheder og organisationer, fordi det styrker udviklingen for alle parter at slå kræfterne sammen.
Vil du læse mere om Esbjerg Kommunes Bibliotekers aktiviteter og arbejde med FN’s verdensmål, så se med her:
www.esbjergbibliotek.dk/tags/sammen-om-verdensmaal
Kontakt:
Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget, tlf. 26 74 40 53, jl@esbjerg.dk
Ann-Britt von Seelen, biblioteksleder, tlf. 24 76 63 58, andvo@esbjerg.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/som-et-af-de-forste-i-landet-far-esbjerg-kommunes-biblioteker-baeredygtigt-stempel?releaseId=13651334
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **