PRM / Astrid Cederholm Schaadt er ny skattechef i ATP

    Pressemeddelelse fra ATP

    Astrid Cederholm Schaadt skal sikre, at ATP leverer på de høje standarder inden for ansvarlig skatteadfærd, som selskabet er drevet af, herunder at udvikle det skattekodeks, som ATP i 2019 satte sig i spidsen for at formulere sammen med tre andre danske pensionsselskaber. Skattekodekset er siden blevet tiltrådt af yderligere 13 selskaber og fonde.

    “Jeg glæder mig meget til at starte i ATP, som igennem mange år har gået forrest i pensionsbranchens arbejde med at formulere og føre en ambitiøs skattepolitik. ATP arbejder ud fra nogle klare værdier om at slå ned på aggressiv skatteplanlægning. Skat er en vigtig parameter, når man investerer, og jeg ser frem til at bygge videre på den platform hos Danmarks største investor,” siger Astrid Cederholm Schaadt.

    Skat er en mærkesag i ATP

    ATP’s skattepolitik fokuserer på fire ting: at sikre korrekt skattebetaling, at reducere skatterisici, at formulere klare forventninger til eksterne forvaltere, medinvestorer og virksomheder og at arbejde for øget transparens på skatteområdet. ATP arbejder for, at de penge, som investeres, bliver investeret inden for rammerne af ATP’s skattepolitik, så der bliver betalt den korrekte skat af de penge, som danskerne indbetaler til ATP.

    43-årige Astrid Cederholm Schaadt bliver en del af ledergruppen i ATP’s Pension & Investment-afdeling med reference til COO Kenneth Hallum Knudsen. Han glæder sig over at have fået en faglig kapacitet om bord.

    “ATP spiller en væsentlig rolle i det danske samfund, og det forpligter – også på skatteområdet. Ansvarlig skat og transparens er mærkesager for ATP som investor og som samfundsaktør, og jeg er overbevist om, at Astrid bliver et aktiv for ATP med sin omfattende erfaring, og jeg er glad for, at hun skal stå i spidsen for at bygge vores nye skatteteam op,” siger Kenneth Hallum Knudsen.

    Astrid Cederholm Schaadt har siden 2018 været leder af Danske Banks afdeling for Corporate Tax og Transfer Pricing. Inden da var hun skatterådgiver og -specialist i ISS, Haldor Topsøe og KPMG.

    Hun starter i ATP den 16. maj 2022 og afløser Lars Toft, der skifter til advokatfirmaet Plesner.

    Kontakt:

    Gerd Buchhave tlf.: +45 24990911 email: geb@atp.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/astrid-cederholm-schaadt-er-ny-skattechef-i-atp?releaseId=13651254

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **