PRM / DM-dyst kan bane vej for EM-billetter

    Pressemeddelelse fra Sparta Atletik og Løb

    Søndag den 15. maj atter dømt løbefest i Københavns gader. Godt 11.000 løbere har takket ja til invitationen, og Copenhagen Marathon er dermed tilbage i storform. Det gælder også den hjemlige elite, der sigter mod medaljer i det Danmarksmesterskab, som for første gang siden 2013 er inkorporeret i løbet.

    Viborg-løberen Thijs Nijhuis debuterede på maratondistancen med en sejr ved netop DM tilbage i 2018. Siden fulgte deltagelse ved VM i Doha 2019 og OL i Tokyo sidste sommer. Imellem de to løb præsterede han i Sevilla i februar 2020 med 2:10,57 den hurtigste tid af en dansker nogensinde – kun overgået af legenden Henrik Jørgensen, hvis rekord (2:09,43) fra London Marathon siden 1985 har stået som en mytisk grænse for alle danske løbere.

    Nye navne melder sig ind i kampen
    Efter en forbedring af den personlige rekord på 10 km i januar var kursen sat mod en hurtig maraton-tid i april, men som så mange andre blev også Nijhuis i februar ramt af corona. Den benhårde træning kombineret med eftervirkningerne viste sig som en dårlig cocktail, og følgelig måtte han droppe det planlagte maratonløb i Rotterdam.

    “Det kom meget ubelejligt, men jeg føler, at jeg nu endelig er kommet ud på den anden side. Træningen kører igen, som den skal, og jeg ser virkelig frem til DM. Det er vigtigt for mig at vinde titlen, så jeg har noget at bygge videre på,” lyder det fra Nijhuis, der kan se frem til en god dyst. To af hans konkurrenter, Martin Egebjerg Olesen (Hechmann Racing Club) og Rune Bækgaard (AGF), viste nemlig storform i sidste måned, hvor de med en uges mellemrum i hhv. Hannover og Rotterdam begge satte personlige rekorder med nøjagtig samme tid: 2:14,35 timer. Desværre lige akkurat på den forkerte side af EM-kravet (2:14,30).

    Thijs Nijhuis er i den specielle situation, at han er kvalificeret til VM i juli i USA via en tid opnået i december 2020, som imidlertid ligger for tidligt i forhold til EM-kvalifikation.

    “VM er stadig målet for mig,” slår Nijhuis fast vel vidende, at skulle han klare EM-kravet i København, vil det åbne op for, at Egebjerg og Bækgaard kommer med via holdkonkurrencen. Den komplicerede situation gør, at sidstnævnte i stedet vil sætte tempoet for Nijhuis den første halvdel af løbet, mens Egebjerg angiveligt vil løbe sin chance.

    Østafrikanere i front
    Ikke siden 2013 har en dansk løber formået at vinde Copenhagen Marathon. Med løbets stadigt stærkere internationale profil brydes det mønster næppe i år, hvor der igen er lagt op til østafrikansk dominans. Hos mændene finder man bl.a. kenyaneren Daniel Kipchumba, der i 2018 blev en overraskende vinder af Copenhagen Half Marathon, mens et andet stærkt kort er Ugandas Martin Musau, der i september sidste år vandt (en corona-reduceret udgave af) Hamborg Marathon.

    I kvindernes elitefelt stiller Helah Jelagat Kiprop op med det ubetinget fineste cv af alle. Den 37-årige kenyaner snuppede således VM-sølv i Beijing 2015, mens det året efter blev til en sejr i et af verdens allerstærkeste løb, Tokyo Maraton. En anden stærk kenyaner i feltet er Gladys Chesire, som seks år efter at være blevet nr. 4 i CPH Half nu vender tilbage til Københavns hurtige gader.

    Ved den seneste udgave af Copenhagen Marathon i 2019 blev løbsrekorderne hos begge køn forbedret til hhv. 2:09,54 og 2:29,29 timer. To tider, der samtidig er de hurtigste opnået på dansk grund.

    Fakta om Copenhagen Marathon

    • Dette års Copenhagen Marathon er den 43. udgave
    • Løbet dækkes live på Eurosport 2, via Discovery+ og på CPH Marathon appen
    • Copenhagen Marathon er et Word Athletics Road Race Label Event
    • Deltagerrekorden blev sat i 2019, hvor der var 13.281 tilmeldte
    • I år er over 11.000 deltagere tilmeldt, og udenlandske løbere tegner sig for 48,1 procent af det samlede deltagerantal
    • Løbet arrangeres af Sparta Atletik & Løb, som er en non-profit forening

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dm-dyst-kan-bane-vej-for-em-billetter?releaseId=13651012

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **