PRM / Øget transparens om skat hos C25-selskaberne understøtter ESG- og bæredygtighedsagendaen

    Pressemeddelelse fra PwC

    PwC har undersøgt graden af transparens i C25-selskabernes skatterapportering fordelt på i alt ni parametre, og for første gang ses en fremgang på samtlige områder. Ifølge undersøgelsen er antallet af selskaber, der forklarer deres effektive skatteprocent, tæt ved fordoblet fra 8 selskaber i 2020 til 15 selskaber i 2021.

    “Det er positivt at se, at flere og flere selskaber frivilligt vælger at forklare deres effektive skatteprocent i årsrapporten ved at adressere de vigtigste poster, der påvirker skatteprocenten for året. Det skyldes ikke mindst et stort fokus på skattetransperans fra både samfundet, investorer og andre interessenter, som selskaberne gerne vil imødekomme,” fortæller Susanna Bjerrum Poulsen, partner og skatteekspert i PwC.

    Udvikling skal ses i lyset af, at Danmark sammen med 136 andre OECD-lande har indgået en historisk aftale om nye internationale skatteregler i december 2021. Det betyder bl.a., at der indføres en global minimumsbeskatning på 15 %. Initiativet er også genstand for et EU direktiv som forventes vedtaget snarest. Derudover er vedtagelsen af EU-direktivet om offentlig land-for-land-rapportering nu en realitet, og selskaberne er begyndt at forberede sig på de nye krav om rapportering.
    Såvel den globale minimums skat som offentlig land-for-land rapportering har til hensigt at øge såvel transparensen i relation til skattemæssige forhold for multinationale virksomheder.

    “Vi ser en udvikling i selskabernes skatterapportering, der afspejler, at området ikke længere er et rent finansielt anliggende, men en integreret del af ESG- og bæredygtighedsagendaen. Skatter betragtes ikke som et finansielt anliggende, men som et bidrag til at understøtte langsigtede målsætninger inden for bæredygtighed, der både er til gavn for selskaberne selv og samfundet,” understreger Susanna Bjerrum Poulsen.

    Flere udarbejder land-for-land-rapporteringer
    Ifølge analysen er antallet af C25-virksomheder, der udarbejder land-for-land-rapporteringer, da også steget til 4 selskaber i 2021 mod 1 selskab i 2020. En flot stigning på trods af det fortsat relativt lave antal.

    “Kommunikation om skatter har altid været en vanskelig opgave på grund af den høje kompleksitet og divergens i reglerne over hele verden samt ikke mindst forskellene mellem regnskabs- og skattereglerne globalt. Årets undersøgelse viser, at mange af C25-selskaberne nu har påtaget sig den svære opgave, og det fortjener anerkendelse,” siger Susanna Bjerrum Poulsen.

    Årets analyse viser desuden, at otte virksomheder i 2021 offentliggør en form for information eller data om deres samlede skattebidrag (TTC). Det er en stigning på to i forhold til 2020. Virksomhedernes TTC-oplysninger er ofte fordelt geografisk i overensstemmelse med typen af afgifter og skelner mellem skatter, der pålægges virksomhederne, og skatter, som virksomhederne opkræver på vegne af skattemyndighederne.

    “Virksomhederne har en stigende interesse i at formidle deres samlede skattemæssige bidrag til samfundet i et bredere perspektiv end blot selskabsskat. De betaler jo også moms, punktafgifter, lønsumsafgifter, mm. Ved at anvende TTC-rammen kan virksomhederne forbinde det bredere skattemæssige perspektiv med virksomhedernes bredere ESG-/bæredygtighedsrapportering,” slutter Susanna Bjerrum Poulsen.

    Om undersøgelsen
    PwC har gennemgået C25-selskabernes årsrapporter for regnskabsår, der slutter mellem januar 2021 og december 2021. I alt indgår 24 selskaber i analysen. Tallene for 2020 er for de selskaber, der var noteret på C25 ultimo 2020. Undersøgelsen bygger herudover på data såsom ESG-/bærdedygtighedsrapporter samt skattestrategier og -politikker, der er offentligt tilgængelige pr. 15. marts 2022.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/oget-transparens-om-skat-hos-c25-selskaberne-understotter-esg–og-baeredygtighedsagendaen?releaseId=13651058

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **