PRM / LEGOLAND tyvstarter cykelevent til Grejsdalsløbets familieløb på lørdag

    Pressemeddelelse fra LEGOLAND Billund

    Verdens største cykelløb kommer til Danmark til sommer, og i den forbindelse vil LEGOLAND® bygge ‘verdens største mindste cykelfelt’ af LEGO® klodser sammen med gæsterne som en hyldest til den store sportsbegivenhed.

    – En af verdens absolut største sportsbegivenheder kommer til Danmark, så det skal vores gæster naturligvis også kunne mærke i LEGOLAND. Vi skal bygge verdens største mindste cykelfelt sammen med vores gæster, hvor familierne kan være med til at vise med LEGO klodser, hvad cykling er for dem, når de bygger deres egne historier til den store LEGO model. Det klodsede cykelfelt bliver 28 meter langt, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang, siger Stine Ingemann Thomsen, der er marketing- og eventansvarlig i LEGOLAND.

    Tyvstarter event til Grejsdalsløbets familieløb

    På lørdag tyvstarter LEGOLAND® årets nye event, når de besøger Grejsdalsløbet i Vejle, og de fremmødte familier kan være med til at bygge den første del af verdens største mindste cykelfelt.

    Grejsdalsløbets familieløb er en del af optakten til Tour de France, hvor familierne skal cykle de første 20 km af den rute, som Tour de France feltet skal køre på 3. etape, og efter løbet vil det blandt andet være muligt at bygge løs sammen med LEGOLAND.

    – Det er altid fantastisk at komme ud at bygge sammen med vores gæster, og vi glæder os rigtig meget til at tage hul på vores kæmpestore LEGO® byggeprojekt sammen med de familier, som skal ud at cykle til familieløbet til Grejsdalsløbet i Vejle. Efter vi har bygget videre på modellen i LEGOLAND i juni, kommer vi tilbage til Vejle igen, når vi besøger en af fanzonerne i forbindelse med etapestarten i starten af juli og viser den flotte model frem og får bygget de sidste modeller til cykelfeltet, siger Stine Ingemann Thomsen.

    På lørdag den 14. maj kan man komme og bygge med fra kl. 10.00-16.00 foran DGI huset i Vejle, og de første 150 børn, der er med til at bygge det store LEGO cykelfelt, får en LEGOLAND T-shirt.

    Man kan tilmelde sig Grejsdalsløbets familieløbet og læse meget mere om løbet på www.grejsdalsloebet.dk

    Alle kan være med til at bygge løs – og det er ikke et krav, at man deltager i Grejsdalsløbets familieløb for at være med til at bygge verdens største mindste cykelfelt sammen med LEGOLAND.

    For yderligere oplysninger kontakt pressechef Kasper Tangsig på presse@legoland.dk eller 2030 8184.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/legoland-tyvstarter-cykelevent-til-grejsdalslobets-familielob-pa-lordag?releaseId=13650901

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **