PRM / DanCann Pharma A/S ansætter Martin Vedel Ernst som ny økonomidirektør

    Pressemeddelelse fra Dancann Pharma

    DanCann Pharmas finansielle opgaver skal fremadrettet varetages af Martin Vedel Ernst. Martin har en uddannelsesmæssig baggrund som Cand. Merc. Aud. fra Copenhagen Business School og erhvervsmæssig erfaring fra jobs som revisor hos Deloitte og som Group Financial Controller hos Vestas. Nu gælder det så opgaven som økonomidirektør hos den ambitiøse bio-pharma virksomhed DanCann Pharma.

    – Jeg ser frem til at blive en del af et ambitiøst og stærkt team i en hurtigt voksende organisation – og industri. I samarbejde med bestyrelsen og direktionen skal jeg være med til at sikre det bedst mulige grundlag for, at DanCann Pharma kan fastholde fokus på sin spændende rejse. Jeg glæder mig til at komme i gang og ser frem til at blive dybere involveret i den fortsatte proces med at professionalisere virksomhedens set up på økonomiområdet, fortæller Martin Ernst.

    Hos DanCann Pharma ser administrerende direktør Jeppe Krog Rasmussen frem til samarbejdet, som allerede så småt er i gang med overdragelse af opgaver fra den tidligere til den kommende økonomidirektør.

    – Martin har tunge finansielle kompetencer fra store danske virksomheder og vil være en stærk tilføjelse til vores ledelsesteam i DanCann Pharma, udtaler Jeppe Krog Rasmussen.

    Martin Ernst er den seneste i rækken af markante erhvervsprofiler, som de seneste måneder er kommet til DanCann Pharma. Sarah Maj Lykke-Kjeldsen er blevet ansat som ny driftsdirektør, Louise Conradsen er tiltrådt som administrerende direktør i datterselskabet CannGros og den erfarne investor relations mand Tue Østergaard er valgt ind som nyt medlem af bestyrelsen.

    – Forretningen kører derudad og vi har travlt med at videreudvikle og styrke organisationen med henblik på at skabe flotte resultater, slutter DanCann Pharma-direktøren.

    For yderligere information:
    Jeppe Krog Rasmussen, administrerende direktør hos DanCann Pharma, tlf.: 2963 6920

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Henrik Højlund tlf.: +45 41780817 email: hhc@dancann.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dancann-pharma-as-ansaetter-martin-vedel-ernst-som-ny-okonomidirektor?releaseId=13650945

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **