Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
INFLATION
Regeringen har samlet foreslået inflationshjælp for tre milliarder kroner til hårdt ramte grupper. Det kommer ikke til at skubbe yderligere på inflationen lyder det i ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har lavet beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik i den økonomiske model ADAM.
“Regeringens udmelding om at give en håndsrækning til grupper, der er særlig hårdt ramt af stigende priser, har medført kritik flere steder fra, fordi nogle er bange for, at det blot skubber yderligere til inflationen. Men vores beregninger viser, at de tiltag, der er på bordet, vil have en forsvindende lille effekt på inflationen,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Regeringen har foreslået at give en ekstra check til de folkepensionister, der har mindst, for at forsøge at afbøde effekterne af den stigende inflation. Ligeledes har de indgået aftaler med en række af Folketingets partier om en varmecheck til de husstande, der har mindst, og hvis opvarmningsmiddel er steget mest i pris.
Samlet har regeringen foreslået og aftalt inflationshjælp for omkring tre milliarder kroner.
“Når man øger efterspørgslen, risikerer man at øge inflationen. Derfor skal man også være varsom. Tiltagene skal være midlertidige og begrænsede, så inflationshjælpen kommer i afmålte portioner. Men som tallene viser, er det også tilfældet med det, der er foreslået,” siger Sofie Holme Andersen.
Analysens hovedkonklusioner
- Øger man det private forbrug med tre milliarder kroner, er effekten på inflationen i det første år 0,02 procentpoint.
- Effekten på inflationen topper i år syv, hvor den er 0,057 procentpoint. Med den nuværende inflation på 5,4 procent er effekten af inflationshjælpen på inflationen dermed forsvindende lille.
Kontakt:
Cheføkonom Sofie Holme Andersen tlf.: 61 27 58 24 email: sha@ae.dk
Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/inflationshjaelp-til-tre-milliarder-kroner-aendrer-ikke-pa-inflationen?releaseId=13650790
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








