Pressemeddelelse fra Telia Danmark
Telia åbner nu op for salg af brugte mobiltelefoner på Telia.dk med konceptet “Næsten Ny”. Salget af de brugte mobiltelefoner er en vigtig del af Telias strategi om at være leverandør til hele familien samt at forfølge en ambitiøs bæredygtighedsagenda.
“Næsten Ny en god mulighed for at købe en mobiltelefon, der kvalitetsmæssigt er fuldt på højde med en fabriksny, men til en lavere pris. Det er en fordel, hvis du ikke behøver en splinterny mobil, men gerne vil spare på både husholdningsbudgettet og klodens begrænsede ressourcer, der indgår i produktionen af mobiltelefoner. Og samtidig giver vi tryghed ved køb af Næsten Ny, da vi matcher garanti og reklamationsret som ved køb af en helt ny telefon,” forklarer Lone Hendriksen, direktør for Telias privatforretning.
Inden de brugte mobiltelefoner rammer Telias webshop har de gennemgået et kvalitetstjek. Her bliver de både tjekket og testet, og telefonen bliver professionelt nulstillet og hukommelsen slettet.
Det sikrer, at telefonerne er fuldt funktionsdygtige og lever op til Telias Næsten Ny-standard. Kvalitetstjekket sikrer også, at mobilerne er i så god stand, at der følger både 12 måneders garanti og 24 måneders reklamationsret med.
Gode penge at spare
Der er forskel på, hvor brugte og hvor gamle mobiltelefonerne er. Typisk har telefonerne blot været brugt af en enkelt ejer, og det vil i praksis ofte være vanskeligt at se forskel i forhold til en fabriksny telefon.
Markedspriserne for brugte telefoner varierer og derfor gør priserne på Næsten Ny mobilerne det også. Men alt afhængig af model vil der typisk være 20-50 procent at spare ift. nyprisen.
“Med dette koncept har vi tre væsentlige bæredygtighedstiltag på mobilområdet, som er rettet mod vores kunder. Med Telia Recycle kan du aflevere din gamle mobil og få kontant rabat. Med Eco Rating kan du blive klogere på, hvilken mobilmodel, der belaster klima og miljø mindst. Og med Næsten Ny kan du købe en brugt mobil og spare penge og sikre en bedre udnyttelse af klodens begrænsede ressourcer,” uddyber Lone Hendriksen.
Tal som klimakonsulenthuset Footprint Firm har regnet på for Telia viser gevinsten ved at forlænge levetiden for en mobiltelefon. Hvis levetiden forlænges med f.eks. 1½ år, vil den gennemsnitlige CO2-udledning per år for telefonen falde med omkring 33%.
Fakta
En mobil fra Næsten Ny er det, vi kalder Grade B. Det betyder, at mobilen har en god stand og evt. enkelte ridser, som man ikke lægger mærke til ved brug. Den har gennemgået en grundig kvalitetstest for at sikre flere ting.
- Knapper, touch-skærm, kameraer, højttaler, mikrofon, batteri, opladning og wi-fi-forbindelse er i orden.
- Alt tidligere indhold er slettet, og mobilen er ikke låst til et teleselskab
- Kunden kan tilkøbe Telias almindelige mobilforsikring. Dette er ikke en selvfølge for brugte mobiler, da kun mobiler af bedste kvalitet kan forsikres.
Links:
Kontakt:
Kommunikationschef Mads Houe tlf.: 28 27 01 71 email: mads.houe@teliacompany.com
Kommunikationskonsulent Jeppe Funder tlf.: 28 27 02 30 email: jeppe.funder@teliacompany.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kan-du-kobe-naesten-nye-mobiltelefoner-hos-telia?releaseId=13650762
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








