Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Som erhvervschef har Gorm Schmidt en naturlig interesse i virksomheders drift og organisatoriske opbygning og dykker gerne ned i deres DNA. For gennem en stor forståelse for den enkelte virksomhed og de mennesker, der arbejder og driver den, kan Gorm være en stærk sparringspartner og finansiel rådgiver.
“Det, der driver mig i mit arbejde, er muligheden for at være en del af virksomhedernes udvikling og vækstrejse. For mig er det vigtigt med tætte og langvarige relationer med mine erhvervskunder, fordi jeg derigennem får stor indsigt i virksomhedernes drift, organisation og DNA. På den måde kan jeg bedst mulig arbejde for at finde løsninger og forbedringer på kundernes finansielle engagementer og samtidig bidrage som sparringspartner ud fra mine erfaringer på området,” siger Gorm.
Gennem sin rådgivning tager Gorm udgangspunkt i den enkelte kunde, og hvor virksomheden befinder sig i øjeblikket.
“Selvom der er to virksomheder, der sælger det samme produkt, så kan de være vidt forskellige. Det er vigtigt, at jeg som rådgiver forstår den enkelte virksomhed og bringer det i spil i en finansiel sammenhæng – og ikke putter virksomheden ned i en kasse, ” fortæller Gorm.
Stærkt netværk i Aarhus og omegn
Gorm kommer fra en stilling som erhvervsrådgiver i Handelsbanken, hvor han har arbejdet de sidste tre år. Tidligere har han arbejdet to år i Sydbank og 11 år i Nykredit. Arbejdsstedet har altid været Aarhus, og med 16 års erfaring fra branchen kender han derfor Aarhus og omegn rigtig godt.
“Jeg ser Aarhus og omegn som et område, hvor virksomhederne gerne vil etablere sig. Det er lidt et smørhul, hvor man kan skabe mange gode relationer og samarbejdsmuligheder, og så er det et innovativt område, der virkelig vil erhvervslivet – og det vil vi i Andelskassen også,” siger Gorm.
Med skiftet til Andelskassen ser Gorm frem til at blive en del af en bank, der vil være en del af erhvervslivet og gerne går langt for kunderne.
“Jeg har valgt at arbejde i Andelskassen, fordi det er en bank med en flad organisation, og hvor der er korte beslutningsveje og personlige rådgivere, hvilket gavner kunderne. Jeg har indtryk af, at det er en involverende og forretningsorienteret organisation, der står sammen og løfter i flok, og der føler jeg, at jeg kan bringe min person og mit netværk i spil, så jeg kan få en mærkbar indflydelse på bankens daglige drift og virke,” siger Gorm.
Gorm er født og opvokset i Skanderborg og har også boet en årrække i Aarhus. Han er nu flyttet tilbage til Skanderborg, hvor han bor med sin kommende hustru og deres børn på to og fem år. I fritiden spiller Gorm oldboys fodbold i FC Skanderborg og tager også gerne en kamp på padelbanen med gode venner.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-i-aarhus-henter-staerk-profil-med-stort-lokalt-kendskab?releaseId=13650763
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








