PRM / 28.000 nye mødre kan fejre Mors dag i år

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Søndag den 8. maj kan 27.889 mødre, der fødte for første gang i 2021, stå op til en ny dag i deres tegn. Kalenderen markerer nemlig Mors dag, og uanset om man får morgenmad på sengen, en hjemmelavet tegning eller blomster og chokolade, har vi i Danmark 1.497.895 kvinder, der hyldes for deres titel som mor denne dag.

    Det er en stigning på 38.000 over de seneste 10 år.

    “Omtrent 62.500 kvinder fik børn i 2021, og for næsten 28.000 af dem var det deres første barn. Det er en lille stigning fra 2020,” siger Lisbeth Harbo, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

    Kvinderne fik tilsammen 63.473 børn, og 143 af dem kom til verden på Mors dag den 9. maj 2021. Der var en lille overvægt af nyfødte drengebørn i 2021.

    Mens gennemsnittet er 2,1 børn i familier med børn, har en enkelt mor i Danmark født hele 18 børn.

    Mødre i Danmark

    Figur1_Mors_dag

    Kilde: www.statistikbanken.dk/FORAELD

    Nye mødre er yngst i Nordjylland

    Gennemsnitsalderen for kvinder, der fik et barn i 2021, var på 31,4 år. Førstegangsmødrene havde en gennemsnitsalder på 29,8 år i 2021.

    “Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder var højest i hovedstadsregionen med 30,9 år og lavest i region Nordjylland. Her var den mere end to år lavere med 28,7 år,” siger Lisbeth Harbo.

    Ni børn fik en mor på 16 år eller derunder i 2021, mens 11 kvinder over 50 år fik et barn. Flest kvinder, der fik et barn sidste år, var dog 30 år.

    Gennemsnitsalder for fødende kvinder i hele landet og regionerne

    Figur2_Mors_dag

    Kilde: www.statistikbanken.dk/FOD111

    Kontakt:

    Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Lisbeth Harbo på 3917 3294 eller lhb@dst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/28000-nye-modre-kan-fejre-mors-dag-i-ar?releaseId=13650682

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **