PRM / 37-årige Magnus er ansat i Andelskassen i Lyngby

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Magnus Peter Larsen kommer med 17 års erfaring fra bankbranchen og har senest arbejdet seks år hos Spar Nord. Gennem sin karriere har han siddet i forskellige stillinger som blandt andet projektleder og souschef, men er vendt tilbage til rådgiverrollen, da han er drevet af at gøre en forskel for sine kunder og være tæt på sine kunder.

    “Jeg er lige der, hvor jeg skal være. Som rådgiver brænder jeg for at hjælpe mine kunder med at udleve deres drømme. Jeg er oprigtig interesseret i, hvordan mine kunder har det, og hvad de lægger vægt på i hverdagen.

    Personlig, ærlig og tillidsfuld rådgivning vægtes højt

    For Magnus er det vigtigt at give en rådgivning, der kommer hele vejen rundt om kundens økonomi og ønsker til livet. Om det er frihed, forventninger til huskøb eller pensionsalder eller noget andet, der er det vigtigste for den enkelte kunde, så arbejder Magnus for at finde den bedste løsning.

    Menneskelige relationer og et godt samarbejde har høj prioritet for ham og derfor stemmer Andelskassens værdier godt overens med hans egne.

    “Gennem en nærværende, ærlig og tillidsfuld rådgivning ønsker jeg at skabe langvarige relationer med mine kunder, og det er vigtigt for mig at kunne give mine kunder den opmærksomhed, de fortjener. Jeg er god til at lytte til kundernes ønsker og har en løsningsorienteret tilgang.

    Det glæder Magnus, at Andelskassen har slået rødder i Lyngby.

    “Lyngby er en spændende by med et godt kulturliv, og den rummer både det moderne og noget historisk. Et dejligt sted at bo for familier, da den ligger centralt i forhold til Nordsjælland, men stadig tæt på København, og Andelskassen er blevet taget godt imod af områdets borgere.

    Han er født og opvokset på en bondegård ved Farum, men bor nu i Hillerød med sin kæreste og deres fire sammenbragte børn i alderen 1,5-7 år. Fritiden bruges gerne i samvær med gode venner og familie, hvor de hygger med brætspil eller ser amerikansk fodbold i tv.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/37-arige-magnus-er-ansat-i-andelskassen-i-lyngby?releaseId=13650426

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **