PRM / Verdens førende energibyer vælger ny dansk præsident fra Esbjerg

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    I disse dage samles borgmestrene fra den globale sammenslutning af energibyer i Houston, USA. På dagsordenen i World Energy Cities Partnership (WECP) er blandt andet valget af ny præsident. I den forbindelse har borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune valgt at stille sig til rådighed for foreningen.

    Esbjerg blev optaget i foreningen i 2013 efter en nominering fra Stavanger, som også er Esbjergs venskabsby. Dengang blev Esbjergs kandidatur enstemmigt godkendt under den årlige generalforsamling i Dongying, Kina. Siden har Esbjerg været en yderst aktiv partner i sammenslutningen, og medlemskabet har understreget Esbjergs identitet som den ubestridte danske EnergiMetropol.

    Opbakning til de danske ambitioner

    Afgående præsident og borgmester i Aberdeen, Barney Crockett og borgmester Sylvester Turner fra Houston bakker begge op om Jesper Frost Rasmussens præsident-kandidatur. Jesper Frost Rasmussen har de seneste to år fungeret som vicepræsident, og kender derfor særdeles godt til organisationen.

    Esbjerg har ved flere lejligheder budt velkommen til delegationer fra de andre medlemsbyer. Det skyldes, at Esbjerg på trods af byens størrelse har spillet en vigtig rolle i at udvide WECP’s fokus fra udelukkende at være på olie og gas til også at omfatte vedvarende energi og omstilling til mere bæredygtige energikilder.

    “Jeg er glad og stolt over den tillidserklæring, som de andre medlemsbyer viser ved enstemmigt at pege på mig som præsident. For Esbjerg har medlemskabet fungeret som et unikt udstillingsvindue, hvor vores grønne omstilling i den grad har inspireret de andre byer. Selvom Esbjerg størrelsesmæssigt ikke kan måle sig med nogle af de andre medlemsbyer, så er der blevet lyttet opmærksomt, når jeg har fortalt om, hvad vores virksomheder kan og hvor langt Danmark er klar til at gå i forhold til at nå konkrete klimamål”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

    Udover at deltage i WECP møderne vil borgmester Jesper Frost Rasmussen også besøge det danske generalkonsulat i Houston og virksomheden RelyOn Nutecs, som både er til stede i Houston og Esbjerg.

    Besøg i præsidentens hjemby

    Næste officielle arrangement i WECP skal foregå i Esbjerg til oktober i år, og som præsident og vært ser Jesper Frost Rasmussen frem til at byde velkommen til delegationerne ledet af byernes borgmestre.

    Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen sagde ved offentliggørelsen af værtskabet for organisationens årsmøde:

    “Det er et kæmpe skulderklap til Esbjergs grønne arbejde, at byen næste år er vært for mødet mellem verdens førende energibyer. Esbjerg har udviklet sig til en grøn energimetropol i Nordeuropa, ligesom esbjergenserne går forrest for en retfærdig grøn omstilling, når tusinder af oliejobs i de kommende år skal udskiftes med arbejdspladser inden for blandt andet vindindustrien og grønne brændstoffer. Jeg er sikker på, at mødet mellem verdens førende energibyer kan inspirere til endnu flere grønne løsninger på Vestkysten og ude i verden”.

    Det overordnede tema for årsmødet i 2022 bliver: Energiomstilling baseret på offentlige og private partnerskaber. Med det udgangspunkt bliver der rig mulighed for at vise nogle af de unikke løsninger frem, der i disse år er på vej i Esbjerg.

    Fakta om World Energy Cities Partnership

    World Energy Cities Partnership opstod i 1995, og i dag tæller sammenslutningen følgende byer:

    Esbjerg, Danmark

    Stavanger, Norge

    Aberdeen, Storbritannien

    St. John’s, Canada

    Halifax, Canada

    Calgary, Canada

    Houston, USA

    Villahermosa, Mexico

    Barranquilla, Colombia

    Perth, Australien

    Cape Town, Sydafrika

    Luanda, Angola

    Dammam, Saudi-Arabien

    Kobe, Japan

    Ulsan, Sydkorea

    Daqing, Kina

    Dongying, Kina

    Karamay, Kina

    Atyrau, Kasakhstan

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester, mail jesra@esbjerg.dk eller telefon 27 24 18 00.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/verdens-forende-energibyer-vaelger-ny-dansk-praesident-fra-esbjerg?releaseId=13650470

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **