Pressemeddelelse fra Humanistisk Samfund
Unge fra hele landet kan nu tilmelde sig, hvis de næste år vil markere overgangen fra barn til ung med afsæt i humanistiske værdier.
En konfirmation bygget på humanistiske værdier
De unge konfirmander, der vælger en humanistisk konfirmation, deltager i undervisning i emner som etik, kritisk tænkning, identitet, menneskerettigheder, livssyn og seksualitet. Her debatterer de med hinanden, og de samarbejder om at planlægge et indslag, som de skal fremføre ved selve konfirmationsceremonien.
– Selvom vi kalder det en konfirmation, beder vi ikke de unge konfirmander bekræfte, at de definerer sig som humanister. Vores formål er i stedet at motivere dem til selvstændig tænkning og til at tage stilling til deres værdier og handlinger. Det, de bekræfter, er, at de tænker over, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at være menneske i verden sammen med andre mennesker, forklarer Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund.
De humanistiske konfirmationer tager udgangspunkt i humanistiske værdier og har til formål at styrke de unges evne til at tænke selvstændigt, tage ansvar, vise omtanke og at have respekt og tolerance for andre mennesker og deres livssyn.
Flere unge vælger humanismen til, når de skal konfirmeres
Antallet af unge, der vælger at blive humanistisk konfirmeret, er stigende. Sidste år lå tallet på 420, og i år har 540 unge valgt en humanistisk konfirmation som måden at markere overgangen fra barn til ung. Og flere står på venteliste for at komme på et hold.
– Vi oplever, at det betyder meget for de unge, at de stadig kan markere overgangen fra barn til ung med fejring og en ceremoni, uden at det skal tage afsæt i Gud og kristendommen. Det, vi ofte hører, er, at det især er fællesskabet med de andre unge konfirmander, undervisningsemnerne med debatter og kritiske refleksioner og selve konfirmationsceremonien, som er en stor oplevelse for dem, fortæller Lone Ree Milkær.
Konfirmationshold i hele landet
I år afholder Humanistisk Samfund konfirmationsforløb i København, Roskilde, Ringsted, Odense, Aarhus, Aalborg og Hjørring. I 2023 bliver der som noget nyt åbnet hold i Svendborg, og det glæder Lone Ree Milkær, da det betyder, at flere unge kan blive humanistisk konfirmeret i deres lokalområde:
– Vi er glade for, at vi kan tilbyde endnu flere unge på Fyn muligheden for at blive humanistisk konfirmeret. Svendborg er et område, hvor vi ser, at medlemstilslutningen er stigende, og vi har tidligere haft konfirmander fra det område, som er taget til Odense for at benytte sig af tilbuddet der, fortæller hun.
Fakta
- Tilmelding til humanistiske konfirmationshold 2023 er mulig fra 3. maj kl. 10.00 for medlemmer af Humanistisk Samfund. For ikke-medlemmer er tilmelding mulig fra 17. maj kl. 10.00.
- Der er fire forskellige typer konfirmationshold: weekendundervisning med overnatning, weekendundervisning uden overnatning, weekendmix (én weekend med overnatning og én uden) samt hold med aftenundervisning på hverdage
- Der er plads til ca. 20 konfirmander pr. hold
- Humanistisk Samfund har arrangeret humanistiske konfirmationer siden 2010
- Besøg for mere information om en humanistisk konfirmation og tilmelding
Kontakt:
Kommunikations- og pressemedarbejder Stina Høiberg-Højerup email: shh@hs.dk
Forperson Lone Ree Milkær email: lrm@hs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-stigende-antal-unge-vaelger-en-religionsfri-konfirmation?releaseId=13650323
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








