Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen har testet fyrværkeri i utide og fundet otte farlige fyrværkeriartikler, som importørerne nu er advaret om. Produkterne er forbudt at sælge.
Affyring af fyrværkeri efter nytårsaften er ellers kun for professionelle fyrværkere med tilladelse, men Sikkerhedsstyrelsen tester i foråret også de fyrværkeriartikler, som forbrugere har anmeldt efter festlighederne den 1. januar.
– Vi er glade for anmeldelserne og vil i næste fyrværkerisæson rigtig gerne have flere fra forbrugere, hvis de oplever, at fyrværkeriet fejler. Vælter eksempelvis et fyrværkeribatteri under affyringen, som vi oplevede under vores test, så skal man lade være med at tro, at det er en enlig svale. Oplever man fejl, så giv os endelig besked og spar måske dine medborgere for en ulykke. Vi tager alle anmeldelser meget alvorligt, siger teknisk sagsbehandler Steen Røn Stolberg, Sikkerhedsstyrelsen.
I fyrværkerisæsonen fra den 27. december til den 1. januar reagerer styrelsen med det samme på anmeldelser, der bliver straksbehandlet. Fyrværkeriartikler magen til det anmeldte bliver testet med det samme.
– Hvert år forud for fyrværkerisæsonen afprøver vi i løbet af efteråret hundredevis af fyrværkeriartikler for præventivt at fjerne produkter, der kan fejle, inden der åbnes op for affyring. Men vi vil meget gerne have hjælp fra forbrugerne, der selv oplever fejl, siger Steen Røn Stolberg.
Enkelte anmeldte produkter har Sikkerhedsstyrelsen ikke kunnet skaffe til test, fordi de var udsolgt. Men så er de under alle omstændigheder heller ikke at finde på markedet i næste sæson.
Kontakt:
Sikkerhedsstyrelsens pressevagt tlf. 22 38 44 51
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forbrugere-hjaelper-med-at-afslore-farligt-fyrvaerkeri?releaseId=13650057
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **