PRM / Guldborgsund Kommune forbereder sig på at modtage ukrainske børn og unge i skoler, SFO’er og dagtilbud

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Guldborgsund Kommune er i fuld gang med at forberede sig på, at et antal ukrainske børn og unge skal integreres i kommunens modtagelsesklasser, SFO’er og dagtilbud.

    Der er allerede tildelt midlertidig opholdstilladelse til en del voksne og børn i Guldborgsund Kommune, og forventningen er, at antallet af midlertidige opholdstilladelser vil stige den kommende tid.

    Det er fortsat uklart, hvor mange ukrainske flygtninge, der i alt vil komme til Guldborgsund Kommune over en længere periode, men Guldborgsund Kommune kan allerede nu konstatere, at der bliver brug for ekstra arbejdskraft for at være i stand til at give alle ukrainske børn og unge en god og tryg hverdag i kommunens modtagelsesklasser, SFO’er og dagtilbud.

    Det er netop derfor, at Guldborgsund Kommune nu har oprettet en jobbank, hvor interesserede borgere med kompetencer inden for undervisning eller pædagogik kan skrive sig op.

    Margit Mikkelsen, centerchef i Børn og Læring i Guldborgsund Kommune, udtaler:

    “Vi opretter en jobbank, fordi vi kan se, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i vores modtagelsesklasser, SFO’er og dagtilbud. Vi ønsker at være på forkant, så vi har personale klar, der kan træde til, når behovet for alvor opstår,” siger Margit Mikkelsen og tilføjer:

    “Vi håber derfor, at borgere med kompetencer inden for undervisning eller pædagogik kan og vil hjælpe os i denne usædvanlige situation.”

    Guldborgsund Kommune opfordrer disse borgere til at skrive sig op i jobbanken: Pensionerede lærere, lærerstuderende eller borgere, der har undervisningserfaring på anden vis.

    Pensionerede pædagoger, pædagogstuderende eller borgere, der har anden erfaring med at arbejde med børn.

    Opbakning til initiativet fra de faglige organisationer

    Både formand for Lolland Falsters Lærerforening René Rygaard Jensen og pædagogernes fællestillidsrepræsentant i BUPL Henri Larsen bakker op om initiativet.

    “Jeg opfordrer både lærerstuderende og pensionerede lærere til at overveje, om de har mulighed for at yde en indsats for de ukrainske børn, der er i en ulykkelig situation. Her er første skridt i Guldborgsund at melde sig til jobbanken,” udtaler René Rygaard Jensen.

    Guldborgsund Kommune understreger, at der ikke er jobgaranti ved at skrive sig op i jobbanken, men der er gode muligheder for, at kommunen får brug for den enkelte borgers kompetencer.

    Borgere kan læse mere om ansættelsesforhold og tilmelde sig jobbanken på Guldborgsund Kommunes hjemmeside: https://www.guldborgsund.dk/om-kommunen/ukraine#jobbank-cc

    Kontakt:

    Chefkonsulent, Cand.Comm. Rikke Betak Lund tlf.: 25180248 email: rblu@guldborgsund.dk

    Margit Mikkelsen, centerchef for Børn & Læring, Guldborgsund Kommune: mmik@guldborgsund.dk / 2518 2800

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-kommune-forbereder-sig-pa-at-modtage-ukrainske-born-og-unge-i-skoler-sfoer-og-dagtilbud?releaseId=13649994

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **