Pressemeddelelse fra Norlys
Hvis det skal være attraktivt for flere danskere at vælge en elbil, skal der være nem adgang til opladningsmuligheder, når man bevæger sig rundt i landet. Samtidig skal elbilsejere, som bor i lejlighed, og dermed ikke kan installere egen ladeboks, også have nem adgang til at lade deres elbiler. Der skal derfor investeres massivt i at udbygge ladeinfrastrukturen landet over.
– Vi har afsat 1 milliard kroner til opgaven med at etablere et stærkt hurtig- og lynladernetværk på tværs af Danmark. Dermed ønsker vi at bidrage til opbygningen af den danske offentlige ladeinfrastruktur, så vi sammen sikrer den grad af mobilitet, som et moderne samfund behøver, fortæller Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Norlys er godt i gang med at opsætte ladeløsninger hos både private, hos en lang række erhvervsdrivende og nu altså også til fælles brug, for eksempel ved pendler-knudepunkter og andre lokationer, som trækker meget trafik.Da prisen på lyn- og hurtigladere afhænger af den konkrete ladekapacitet, er det svært at sige, præcist hvor mange der bliver opført, men de første er på vej og vil være i drift til sommer.
– Vores 600.000 private elkunder har siden januar 2021 udelukkende fået grøn strøm, og på samme måde ønsker vi at bidrage til den grønne bilisme. Det gælder i høj grad også uden for de store byer, hvor mange af vores kunder bor og lever, og med den nye investering er vi med til at sikre et sammenhængende Danmarkskort af ladestandere, siger Mads Brøgger.
Med en forventning om over 1 million elbiler på de danske veje i 2030, og med den efterspørgsel på elbiler, der nu ses, vil netop etableringen af offentlige ladeløsninger være afgørende for en succesfuld omstilling til elbilisme. Norlys har tidligere meldt ud, at man vil opsætte 300.000 private ladestandere inden 2030, men oven i dette sætter man altså nu også gang i udrulningen af offentlige ladestandere.
Kontakt:
Kommunikationspartner, Energi Mette Madsen Dam email: metdam@norlys.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/norlys-investerer-1-milliard-i-offentlige-ladestandere?releaseId=13649976
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **