Pressemeddelelse fra Better Energy
Better Energy har netop offentliggjort selskabets bæredygtighedsrapport for 2021 og stempler for alvor ind som førende vedvarende energiselskab med fokus på synergieffekter i den grønne energiomstilling. Beskyttelse af grundvand, øget biodiversitet og regeneration af lavbundsjord er tre af de positive effekter, Better Energy forsøger at gøre til en naturlig del af solcelleprojekter i Danmark, Sverige og Polen.
Lokal inddragelse er nøglen
Nøglen, fortæller udviklingsdirektør i Better Energy, Esben Billeskov, er lokal forankring:
“Forudsætningen for udvikling af projekter med varige synergieffekter er, at de er opstået og skaber værdi lokalt. Vi opnår kun grøn omstilling i skala, hvis vi kan sikre lokal opbakning.”
I 2021 blev den ambition omsat til over 60 lokalområder involveret, over 40 borgermøder afholdt, og over 500 individuelle møder afholdt med potentielle naboer til kommende solcelleparker.
Better Energy involverer lokalområdet meget tidligt i udviklingsprocessen, både i form af generelle borgermøder og i form af individuelle møder med naboer. Målsætning er at sikre lokal støtte og imødekomme bekymringer, men handler i høj grad også om at finde frem til lokale idéer og dermed skabe de bedste løsninger.
Beskyttelse af grundvandet og øget biodiversitet
Et oplagt eksempel på en sådan synergieffekt er beskyttelse af grundvandet, som ved solcelleparken Svendborg Øst, der udover at producere grøn strøm til ca. 20.500 danskere om året, også er placeret på områder med særlige drikkevandsinteresser og drikkevandsboringer. Det betyder, at jorden de næste 30 år bliver holdt fri for sprøjtemiddel og pesticider.
På samme måde er initiativer målrettet øget biodiversitet en integreret del af Better Energys projekter og tænkt ind fra start, dér hvor det er muligt. I tæt samarbejde med Habitats, et rådgivningshus med fokus på biodiversitet, er Better Energy nu, i solcelleparken ved Blangslev tæt på Næstved, begyndt at dokumentere de regenerative effekter solcelleparker kan have på tidligere dyrket jord.
“Jo mere jord vi forvalter, desto større gavn kan vi også gøre. Når vi anlægger solcelleparker, indtænker vi både grundvandsinteresser og biodiversitet fra start, så i takt med at vi etablerer flere solcelleparker, bliver det også muligt at udbrede biodiversitetsindsatsen over større områder,” forklarer adm. direktør i Better Energy, Rasmus Lildholdt Kjær.
Han forventer, at arbejdet med at genetablere forskellige typer af natur – men også anlægge rekreative områder, vandrestier, naturlegepladser mm. – vil tage til fremadrettet, og understreger, at de varige synergieffekter opstår i tæt dialog med lokalområdet og organisationer som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening.
I Danmarks Naturfredningsforening nikker præsident Maria Reumert Gjerding genkendende til den udvikling.
“Der er ved at blive skabt en falsk modsætningen mellem naturbeskyttelse og udbygningen af vedvarende energi, som bunder i en forståelse af, at naturen står i vejen. Hvis man inddrager borgere ordentligt og tidligt i beslutningsprocessen, så sikrer man også, at VE-projektet bliver mere levedygtigt. Hvis man anlægger vandløb, faunapassager og biodiversitetstiltag i samarbejde med lokalsamfund og eksperter, så kan man gøre større gavn på det areal, man forvalter,” forklarer Maria Reumert Gjerding.
Se Better Energys bæredygtighedsrapport 2021
.Kontakt:
Kommunikationsdirektør Christian Bergmann Mølgaard tlf.: +45 26 71 36 34 email: cbm@betterenergy.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/better-energy-esg-rapport-2021-solcelleparker-bor-oge-biodiversitet-og-beskytte-grundvandet?releaseId=13649964
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **