Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri
Viceadm. direktør i DI Kim Graugaard.
DI’s fællesskaber og virksomheder deltager med stor entusiasme i de kommende dages DM i Skills for at skabe interesse for erhvervsuddannelserne. For aldrig har erhvervslivet haft mere brug for faglært arbejdskraft, så DI har flere virksomheder og stande med end nogensinde. Og 79 af de 286 Skills-deltagere kommer fra DI-virksomheder.
– Det er virkelig glædeligt, at DM i Skills kan afholdes igen efter aflysningen sidste år. Danmark behøver flere faglærte. Det er en af betingelserne for, at virksomhederne kan sikre arbejdspladser og gribe den grønne dagsorden. Derfor er det vigtigt for DI at vise de besøgende, at erhvervsuddannelser kan føre til et væld af spændende job i den anden ende. I øvrigt med mange muligheder for at videreuddanne sig, siger Kim Graugaard, viceadm. direktør i DI.
Et af de centrale elementer i DM i Skills er selvfølgelig konkurrencen inden for de forskellige fag. Konkurrencen er hård igen i år blandt de dygtige lærlinge. Tømrer og snedker-virksomheden Mester Madsen har hele to lærlinge i konkurrencerne – Tobias Preilev Hansen i bygningssnedker-konkurrencen og Niclas Veber Stryhn i tømrerkonkurrencen.
– Jeg er virkelig spændt på at deltage i konkurrencen i år. Jeg er jo hårdt presset, da det var en tømrer fra min virksomhed Mester Madsen, der vandt ved seneste Skills, smiler Niclas Veber Stryhn, der dog ser frem til konkurrencen med fortrøstning.
– Jeg har oplevet stor opbakning fra min læreplads i hele forløbet op til, og virksomheden er meget engageret i Skills. Så det er også deres fortjeneste, at jeg er nået hertil, siger Niclas Veber Stryhn.
DI har 17 aktiviteter med i Høng i år. Ved standene er der alle mulige aktiviteter fra legehusbyggeri, Kahoot quizzer til konkurrencer og virtuelle påklædningsdukker. Og så er plastindustrien og værktøjsmagerne for første gang gået sammen om en større fælles stand.
– Plastindustrien og værktøjsindustrien hænger uløseligt sammen, og vi har en række fælles problemer – blandt andet mangel på lærlinge. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu arbejder tæt sammen og nu laver en ny fælles stand mellem vores to fag. DM i Skills er et flot udstillingsvindue til de unge og deres forældre, og ved at slå kræfterne sammen om en fælles stand har vi kunnet hæve ambitionerne i Høng, siger direktør i Uni Technology og formand i ViD, Kenneth Westergaard, der har været en af hovedmændene bag fagenes fælles stand.
I DI håber man, at rigtig mange unge dukker op i Høng i de næste dage. Ikke blot for at følge den spændende konkurrence, hvor 286 erhvervsuddannelseselever dyster i de mange erhvervsuddannelsesfag, men også for at opleve det spændende håndværk, som virksomhederne fremviser. Forældre er også meget velkomne.
Følg os på:
Kontakt:
Viceadm. direktør Kim Graugaard via pressekoordinator Lars Bøgeskov, 22363138
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dm-i-skills-vigtigere-end-nogensinde?releaseId=13649950
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **