Pressemeddelelse fra Egedal Kommune
Egedal Kommune er en vækstkommune, hvor der er styr på økonomien, selv under de svære vilkår som COVID-19 betød for 2021. Så kort kan man beskrive regnskabet i Egedal Kommune. Det på trods af, at 2021 har været et år, hvor det gennemgående tema har været COVID-19, hvilket har stillet store krav til Økonomistyringen.
– Vi kan nu afsluttet regnskabet for 2021 – og sætte et økonomisk punktum for endnu et år præget af corona, som har berørt alle fagområder, såvel ift. de faglige indsatser som den økonomiske styring. Det har stillet ekstraordinære krav til vores indsatser, men vi er kommet flot igennem året og kan levere et regnskab, som vi kan være stolte over, siger Egedals borgmester Vicky Holst Rasmussen.
Egedal Kommune ender rigtig flot ift. de 4 hjørneflag i den økonomiske politik:
– Serviceudgifterne afviger under 1 mio. kr. fra det korrigerede budget. Ift. det oprindelige budget er der merudgifter for 58 mio. kr., men det skyldes tre ekstraordinære omstændigheder. Et løft af socialområdet på 29 mio. kr., en betydelig tilvækst på børneområdet, og for det tredje er der givet tillægsbevillinger ifm. corona.
– Anlægsudgifterne er i regnskabet 32 mio. kr. højere end oprindeligt budgetteret. Det skyldes særligt udgifter til kapacitetstilpasninger på børneområdet som følge af den demografiske udvikling. De samlede anlægsinvesteringer udgør i 2021 hele 192 mio. kr. og forbedrer de fysiske rammer for vores borgere.
– Driftsoverskuddet udgør 85 mio. kr. Det er 53 mio. kr. lavere end målsætningen. Det afspejler imidlertid de opprioriteringer i serviceudgifterne, som er beskrevet ovenfor. Samtidig skal det bemærkes, at regnskabet for 2021 også indeholder en ekstraordinær udgift på godt 50 mio. kr. relateret til en tilbagebetaling ift. selvbudgettering i 2018.
– Kommunen gik ind i året med en gennemsnitlig kassebeholdning på 559 mio. kr. og går ud af året med en beholdning på 562 mio. kr.
Godt afsæt for fremtiden
En solid kassebeholdning skal sikre kommunens økonomi mod pludselige udsving og der har i 2021 også været mulighed for at investere i at nedbringe kommunens gæld. Det skaber derfor et godt afsæt for fremtiden. En god kassebeholdning ændrer imidlertid ikke på, at målet også i fremtiden, er at have en økonomi i balance, og det forudsætter fortsat stram økonomistyring. Ikke mindst i lyset af de kommende års stigende udgiftspres som følge af den demografiske udvikling med mange flere af de ældste ældre, samt den nuværende usikkerhed forbundet med krigen i Ukraine.
– Jeg er glad for, at regnskabet viser, at vi kom godt gennem 2021. Vores økonomi er stærk og giver et stærkt fundament for den videre udvikling af vores kommune. Men situationen ude i verden vil komme til at afspejle sig i vores kommende budgetlægning, og vi skal prioritere vores økonomi fornuftigt. Vi skal fortsætte med langsigtede investeringer. Vi har stadig skoler, der skal gennemgå renoveringer og moderniseringer. Og vi skal løfte vores kultur, fritid og foreningsliv. Alt dette skal der findes økonomi til, så udfordringen bliver, at vi i dette Byråd træffer rigtige og gode beslutninger for fællesskabet i Egedal kommune, siger Vicky Holst Rasmussen.
Kontakt:
Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regnskab-2021-velfaerd-vaekst-og-corona?releaseId=13649972
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **