PRM / PensionDanmark får ny CFO

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Efter 23 år i PensionDanmark har Anders Bruun valgt at fratræde sin stilling som CFO. Hans efterfølger er fundet internt og kender organisationen særdeles godt. Ny CFO i PensionDanmark bliver økonomidirektør Susanne Østergaard Lundby, der har været hos PensionDanmark siden 2010. Susanne Østergaard Lundby er cand.merc.aud. og Master of Business Administration fra Copenhagen Business School.

    Om skiftet siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen:

    “Jeg vil gerne sige stor tak til Anders for hans fantastiske indsats gennem alle årene. Samtidig vil jeg byde Susanne velkommen i hendes nye rolle i organisationen. Jeg ser frem til et endnu tættere samarbejde med Susanne, som i mange år har haft en central rolle i vores ledelsesteam.”

    Anders Bruun vil i en periode være tilknyttet som konsulent i PensionDanmark for blandt andet at bidrage til en god overgang til sin kommende afløser. Om sin beslutning om at fratræde siger Anders Bruun:

    “Det har været 23 udbytterige år med konstant udvikling. Jeg er nu nået til et tidspunkt, hvor næste skridt i min karriere blandt andet kommer til at handle om bestyrelsesarbejde, og derfor har jeg valgt at fratræde min stilling. Jeg vil gerne sende en stor tak til mine ledelseskollegaer, medarbejdere og bestyrelsen for det gode samarbejde gennem årene.”

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund tlf.: + 45 2019 9238 email: uek@pension.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pensiondanmark-far-ny-cfo?releaseId=13649877

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **