PRM / Moderate leder-lønstigninger udhules af inflation

    Pressemeddelelse fra Lederne

    Ledere i det private fik en moderat lønstigning fra 3. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021. I gennemsnit har de opnået en lønstigning på 3,2 procent. Det er 0,1 procent over de generelle lønstigninger i det private.

    – Lederne har været dygtige til at føre virksomhederne gennem coronakrisen. Samtidig har vi set en øget efterspørgsel efter ledere. På trods af det er stigningen i ledernes lønninger moderat, og fremgangen i reallønnen er lavere end i perioden før, siger Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris.

    Højere lønstigninger i vente
    Ser man på reallønnen, har stigningerne på det private arbejdsmarked i den seneste periode været lavere end året før. I den seneste periode steg forbrugerpriserne med 2,0 procent, mens de i perioden før blot steg med 0,5 procent.

    Dermed har den gennemsnitlige stigning i reallønnen for privatansatte ledere været på 1,2 procent i seneste periode mod 1,9 procent i perioden før.

    – Siden opgørelsen blev lavet, er inflationen taget yderligere til. I dag ligger stigningen i forbrugerpriserne på 5,4 procent årligt – det højeste niveau siden 1985. Dermed oplever mange, at de har råd til mindre. Samtidig er der tryk på arbejdsmarkedet, og et stort antal lederstilling står ubesatte, simpelthen fordi, jobmarkedet er støvsuget for ledere. Derfor forventer jeg højere lønstigninger den kommende tid, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

    Byggeri og IT boomer
    Byggeriet og IT-branchen (information og kommunikation) ligger i top med stigninger på over fire procent.

    – Byggeriet og IT-sektoren er blandt de brancher, hvor efterspørgslen på medarbejdere har været særlig stor. Derfor er det ikke så underligt, at det er lederne i netop de brancher, der har opnået de største lønstigninger, siger Ledernes administrerende direktør.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Morten Bonde Pedersen tlf.: 2948 4086 email: mpe@lederne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/moderate-leder-lonstigninger-udhules-af-inflation?releaseId=13649880

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **