Pressemeddelelse fra Børns Vilkår
BørneTelefonen taler hvert år med hundredvis af børn og unge, som oplever at blive slået i hjemmet, eller som af deres forældre bliver udsat for trusler og får at vide, at de er uønskede. Nogle fortæller om at blive slået med bælter og brændt med strygejern og cigaretter.
En ny spørgeskemaundersøgelse, som Børns Vilkår har lavet blandt 1.156 elever i 8. klasse, viser nu, hvor udbredt vold mod børn er.
22 pct. af eleverne svarer, at de har været udsat for fysisk vold i hjemmet inden for de seneste 12 måneder. Omregnes tallet til alle 8. klasses elever i Danmark, svarer det til, at der i hver klasse med 23 elever er fem elever, som har været udsat for fysisk vold.
13 pct. af eleverne har været udsat for at blive skubbet, rusket, nevet og revet i håret, mens 9 pct. også har været udsat for grovere vold i form af slag med flad hånd, slag med knyttet hånd, slag med genstande og spark. Hovedparten af eleverne har været udsat for vold flere gange, og det er lige ofte mødre og fædre, som udøver den fysiske vold.
“Det er chokerende mange børn, som lever med vold. Sammenligner man med tidligere undersøgelser, virker det ikke, som om det er blevet bedre, på trods af at forældres vold mod børn har været forbudt i 25 år. Der er klart et behov for at gøre meget mere for at forebygge og stoppe volden mod børn. Vi må hjælpe de ramte børn bedre og sikre, at det får konsekvenser for voldsudøverne. Vi bør også øge forebyggelsen af vold i familier i risiko. Som det er nu, er det langt fra alle børn, der ved, at de har ret til en opvækst fri for vold, og nogen bebrejder sig selv for at være udsat for volden. Som samfund må vi insistere på, at det aldrig er børnenes skyld!” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Mange børn og unge skjuler det, de udsættes for
I undersøgelsen svarer 4 ud af 10 elever, at de ikke har fortalt nogen om den fysiske eller den psykiske vold, de har været udsat for.
“Det er desværre ikke så overraskende. Vi ved fra BørneTelefonen, at mange børn og unge er bange for, hvad der sker, hvis de melder forældrene, mens andre føler stor loyalitet over for deres forældre og ikke vil gøre dem kede af det. Derfor er der i høj grad brug for, at netværket omkring børn og unge bliver opmærksomme på advarselstegnene og handler, når de får mistanke om voldelige forældre. Alle forældre bør desuden vide, at de bryder loven, og at det har alvorlige konsekvenser for deres børn, hvis de udsætter dem for vold,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Også psykisk vold er udbredt
Undersøgelsen belyser også omfanget af psykisk vold, som i nære relationer blev strafbart i 2019. Næsten hver fjerde elev i 8. klasse (23 pct.) svarer, at de har været udsat for psykisk vold i hjemmet.
Det at blive kaldt noget, der gjorde én ked af det, er den form for psykisk vold, som flest i undersøgelsen angiver at have oplevet (19 pct.). Det næstmest hyppige er, at en eller flere forældre har vist de unge, at de ikke var noget værd.
12 procent af eleverne har oplevet både fysisk og psykisk vold.
“At de to former for vold går hånd i hånd, ser vi også ofte i samtaler på BørneTelefonen og i sager, hvor Børns Vilkår har bisiddet børn. Alene det at gå og frygte for næste fysiske slag, er psykisk vold,” siger Rasmus Kjeldahl.
Gældende for både fysisk og psykisk vold er, at det har store konsekvenser for den mentale trivsel hos de børn og unge, der udsættes for den. En signifikant højere andel af de elever, der har været udsat for vold, har lavt selvværd (29 pct.) sammenlignet med de øvrige unge (13 pct.). Der er også en højere andel, der føler sig ensomme, ligesom 17 pct. af de unge, der har været udsat for vold, er blevet mobbet i klassen. Det er en fire gange så stor andel som de elever, der ikke har været udsat for vold.
Om undersøgelsen
Analyserne i dette notat er baseret på en spørgeskemaundersøgelse i Børns Vilkårs skolepanel. 1.156 elever i 8. klasse har besvaret spørgeskemaet i perioden 15. november 2021 til 12. januar 2022. Derudover er analyserne baseret på en gennemgang af ca. 1.500 samtaler på BørneTelefonen, som har handlet om vold.
Til at undersøge omfanget af fysisk og psykisk vold er der anvendt det internationalt anerkendte mål Conflict Tactics Scale (CTS). Her spørges der til de reaktioner, de unge har oplevet i tilfælde, hvor de var uenige med de voksne – for at sætte volden i en konkret kontekst for de unge, når de skal svare på spørgsmålene i spørgeskemaet.
Kontakt:
Pressetelefon tlf.: 20204459
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-end-hver-femte-elev-i-8-klasse-har-vaeret-udsat-for-vold-i-hjemmet?releaseId=13649340
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **