Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Grøn omstilling kræver ikke alene grøn energi, omstillingen kræver også et mindre energiforbrug. Danmark er langt bedre stillet end mange andre lande, når det kommer til energieffektivitet, og nogle af de mest innovative teknologier og løsninger udvikles her i landet. I dag besøgte HKH Kronprinsen og klimamister Dan Jørgensen fire virksomheder på Sjælland, VELUX Gruppen, Schneider Electric, ROCKWOOL og Kalundborg Symbiose, som alle hjælper os på vej mod global klimaneutralitet.
“Heldigvis er Danmark beriget med innovative virksomheder, der udgør den absolutte verdenselite inden for energieffektive teknologier og løsninger. Den grønneste energi er den energi, vi aldrig bruger. Der er derfor fidus i at bruge energien effektivt. Det giver mening for vores sundhed, vores pengepung og vores CO2-regnskab, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Vært for international energieffektivitetskonference
Teknologier og løsninger fra de fire virksomheder er også med ved det Internationale Energi Agenturs (IEA) energieffektivitetskonference til sommer. Her er Danmark vært og medarrangør, når energiministre og CEOs fra hele verden mødes med grønne aktører for at se på løsninger og få sat fart på energieffektiviseringen globalt. Rundturen i dag var opvarmning til konferencen, som foregå i juni i Sønderborg.