PRM / Krigen preller af på arbejdsmarkedet

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    En ny opgørelse af ledigheden i Dansk Metals a-kasse viser, at ledigheden er fortsat med at falde, efter Rusland er gået i krig mod Ukraine. Fredag viste tal fra Danmarks Statistik, at den danske beskæftigelse steg i februar. Den nye opgørelse fra Dansk Metal medtager ledighedstal i Metals a-kasse helt ind i april, frem til uge 14. Og dermed kan man se konsekvenserne mere end seks uger inde i krigen.

    “De nye tal viser, at ledigheden er fortsat med at falde efter Ruslands invasion i Ukraine. Det er bemærkelsesværdigt, at krigen indtil videre preller af på det danske arbejdsmarked. Dansk økonomi er bestemt ikke i krise”, siger Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted.

    I marts var blot 1,6 procent af Metals medlemmer ledige. Arbejdsløsheden blandt medlemmerne har ikke været så lav siden september 2008.

    “Beskæftigelsen er rekordhøj. Når det går så godt på arbejdsmarkedet, bør der være plads til markant højere lønstigninger, end vi har set i de seneste år. Det bliver spændende at se resultaterne fra de lokale lønforhandlinger, som er i gang lige nu. Virksomhedernes konkurrenceevne er ekstremt stærk, og dansk økonomi kan sagtens holde til, at lønningerne i en periode stiger kraftigere herhjemme end i udlandet”, siger Erik Bjørsted.

    Et af de steder i landet, hvor der nærmest er støvsuget for medarbejdere i industrien, er i Midtjylland. F.eks. er der kun 8 ledige i Dansk Metals afdeling i Skanderborg-Odder ud af 884 medlemmer.

    Kontakt:

    Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30767127 email: raly@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/krigen-preller-af-pa-arbejdsmarkedet?releaseId=13649580

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **