PRM / Vesterdal Efterskole vinder DM med aktuelt brætspil

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    Det kom som en stor overraskelse for vinderne selv, da de fra scenen på Koldinghus torsdag eftermiddag blev udråbt som danmarksmestre 2022 i programmet Next Level. Med mesterskabstitlen fulgte en check på 10.000 kroner.

    Lina Ina Holmgaard, Vera Toksvig og Baldur Gudmundsson fra Vesterdal Efterskole i Nørre Aaby havde slet ikke regnet med at nå så langt, da de torsdag morgen ankom til finaledagen i DM i entreprenørskab.

    – Det er virkelig fedt. Helt vildt. Nærmest surrealistisk, sagde de tre 10. klasses elever fra efterskolens PRO klasse nærmest i munden på hinanden, inden Lina Ina Holmgaard tog ordet alene.

    – Vi har lært vildt meget af det her forløb. Og vi har lært, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i noget her i verden. Man skal bare holde fast, sagde hun efter sejren.

    I løbet af formiddagen havde de 23 finalehold fra hele landet pitchet deres idéer for dommerpanelet. Med forberedte videoer, præcise markedsanalyser og prototyper på bordene forsøgte de alle at overbevise dommere fra erhvervslivet i Danmark om deres produkts potentiale.

    De har alle været en del af undervisningsforløbet Next Level, der lærer de unge i grundskolens ældste klasser at tænke kreativt og innovativt.

    Vinderne har udviklet brætspillet “Grænseløs”, der oplyser de unge om digitale krænkelser og opfordrer dem til at tage de svære snakke om digital adfærd. Spillet er beregnet til undervisningsbrug i skolen.

    Om eleverne sagde dommerne:

    “Skarpe og relevante – de har i den grad mærket det på egen krop” og “Fantastisk idé, som i den grad er testet og udviklet, STOR ROS!”

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent Christine Brasch Bækholm, tlf. 30229262 og mail christine@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vesterdal-efterskole-vinder-dm-med-aktuelt-braetspil?releaseId=13649396

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **