PRM / Elever fra Nordborg Slots Efterskole får 2. plads ved DM for udvikling af app

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    De var kun et mulehår fra at snuppe titlen som danmarksmestre, men også en flot andenplads ved DM i entreprenørskab skabte glæde for tre 10. klasses elever fra Nordborg Slots Efterskole, der torsdag var taget til Kolding for at pitche deres app.

    – Det har været super fedt, sjovt og interessant at være med, sagde Amalie Christensen efter udnævnelsen fra scenen på Koldinghus, hvor finaledagen fandt sted.

    – Sammen med klassekammeraterne Rasmus Kjær Møller og Teis Chrstiansen har hun udviklet og designet en app, der kan holde styr på abonnementer til eksempelvis Netflix, Spotify og fitnessworld.

    Tre dage før en betaling får man en reminder, hvorefter man kan vælge at betale eller opsige sit abonnement. På den måde kan man spare penge på abonnementer, man aldrig får brugt.

    I løbet af formiddagen pitchede de 23 finalehold fra hele landet deres idéer for dommerpanelet. Med forberedte videoer, præcise markedsanalyser og prototyper på bordene forsøgte de alle at overbevise dommere fra erhvervslivet i Danmark om deres produkts potentiale.

    De har alle været en del af undervisningsforløbet Next Level, der lærer de unge i grundskolens ældste klasser at tænke kreativt og innovativt.

    Læringskurven har været stejl.

    – Jeg er blevet bedre til at kode nu. Og jeg har både lært meget om processen med at udvikle et produkt og om at samarbejde, sagde Rasmus Kjær Møller efter finalen.

    Om eleverne sagde dommerne:

    “Genial idé – deres viden om feltet er imponerende”. “Stort drive og engagement” og “Jeg glæder mig til at se dem i Løvens Hule”.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent Christine Brasch Bækholm, tlf. 30229262 og mail christine@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elever-fra-nordborg-slots-efterskole-far-2-plads-ved-dm-for-udvikling-af-app?releaseId=13649383

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **