Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Behovet for flere pædagoger vokser stødt i øjeblikket. Og hvis institutionerne skal leve op til de stigende børnetal og minimumsnormeringer, er brug for endnu flere omsorgshænder i fremtiden. En del af løsningen på dette kan være at forbedre de ansattes fysiske arbejdsmiljø, samtidig med at vuggestuerne opnår en økonomisk gevinst.
Et nyt studie fra NFA indikerer, at hvis en vuggestue investerer 100 kroner i at kombinere pædagogik og ergonomi i løbet af arbejdsdagen, vil det give 160 kroner igen.
Studiet har undersøgt den økonomiske gevinst ved at koble ergonomi til kerneopgaven blandt vuggestuemedarbejdere. Dette er blandt andet sket ved at styrke børnenes selvhjulpenhed, hvilket reducerer den fysiske belastning på personalet og dermed mindsker sygefraværet blandt personalet.
– Den ergonomiske intervention, som blev gennemført, var relativ overskuelig for de ansatte og billige for vuggestuerne. Og det viste sig, at hvis man knytter ergonomien tæt på kerneopgaven, skaber det både stor meningsfuldhed for de ansatte, og det er ret billigt for vuggestuerne. Derfor har dette projekt et stort fremtidigt potentiale, siger Nidhi Gupta, der er seniorforsker på NFA.
Tæt på kerneopgaven
Det øgede fokus på ergonomi giver de ansatte mindre sygefravær relateret til smerter i muskler og led og er dermed en økonomisk besparelse for vuggestuen.
– Det her projekt har afgjort stort potentiale, fordi børnenes selvhjulpenhed passer perfekt med den pædagogiske kerneopgave. Vi har set i vores opfølgninger med institutionerne, at børnene i højere grad selv tager tøj på og tager af bordet efter middag, siger Poul Henriksen, der er arbejdsmiljøkonsulent og fysioterapeut i Københavns Kommune og har arbejdet med kommunens deltagelse i forskningsprojektet.
Også Børne- og Ungdomsborgmester i København Jakob Næsager (K) ser positivt på projektet, der nu også kommer andre vuggestuer til gavn, da Børne- og Ungdomsforvaltningen og Arbejdsmiljø København efterfølgende har tilbudt lignende forløb til andre vuggestuer i København.
– Vuggestuepersonale bruger kroppen meget, så det er godt at tænke ergonomi ind i arbejdet – både for at sætte fokus på medarbejdernes fysiske belastninger og for at hjælpe børnene til at blive selvhjulpne og motorisk dygtige. Det er et vigtigt greb til at forebygge sygefravær og arbejdsskader, siger Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager.
Han mener, at det nok endnu er for tidligt at bedømme det fulde økonomiske potentiale, men at resultaterne fra NFA peger på, at der er noget at komme efter.
– Fokus på arbejdsmiljø bliver kun endnu vigtigere nu, hvor vi i stor stil mangler uddannede pædagoger, og vi skal gøre en ekstra indsats både for at tiltrække nye medarbejdere og for at få dem, vi har, til at blive lidt længere i jobbet, siger Jakob Næsager.
Større undersøgelser vil give mere sikkerhed
Til trods for at dette er et af de største lodtrækningsstudier i verden for vuggestuer, da 16 institutioner med i alt 190 medarbejdere har deltaget, så kræver denne type økonomiske evalueringer meget store studier for at give et sikkert estimat for besparelsen.
– Undersøgelsen bør understøttes af flere lignende undersøgelser med større datagrundlag, hvor der bruges et varieret udvalg af vuggestuer i Danmark. Dette vil give os et mere sikkert estimat af de potentielle besparelser, siger Nidhi Gupta, der er seniorforsker på NFA.
De økonomiske udregninger er lavet på baggrund af resultater fra projektet “Kroppen i Kerneopgaven”. Her blev der brugt data fra 190 vuggestuemedarbejdere fra 16 vuggestuer i København.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Line Flatau tlf.: 60191512 email: lfl@nfa.dk
Seniorforsker Charlotte Diana Nørregaard Rasmussen tlf.: 40 31 37 69 email: cnr@nfa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/oget-fokus-pa-ergonomi-kan-give-okonomisk-gevinst-pa-vuggestuer?releaseId=13649201
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








