Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Beslutningsforslaget indebærer blandt andet, at Danmark kan stille med en kampbataljonsgruppe på op imod 1.000 soldater. Derfor øger regeringen nu det danske bidrag til NATO’s kollektive forsvar med en kampbataljon på ca. 800 soldater og i perioder op til 200 støttesoldater. Efter ønske fra NATO vil kampbataljonsgruppen blive udsendt til Letland.
Beslutningsforslaget giver også mulighed for, at Danmark kan stille med en fregat, en række luftmilitære bidrag samt stabsbidrag til NATOs internationale stabe og hovedkvarterer. De nye bidrag skal understøtte NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil i den nuværende krisesituation.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
“Rusland har med sin brutale invasion af Ukraine skabt den største sikkerhedsmæssige krise på europæisk grund siden 2. verdenskrig. Det er helt afgørende, at Danmark står sammen med vores allierede i NATO om at værne om vores fælles sikkerhed og tryghed. Derfor er jeg glad for, at regeringen i dag har fået bred opbakning fra Folketinget til at stille en række substantielle militære bidrag til rådighed for NATO. Vi sender endnu engang et vigtigt signal til vores allierede om, at Danmark er parat til at levere og tage ansvar.”
Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:
“Danmark har en særlig interesse i at tage ansvar for sikkerheden i Østersøregionen som en del af vores nærområde. Danske soldater har i årevis bidraget til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Estland, med kampfly til NATOs suverænitetshåndhævelse af de baltiske landes luftrum og med fregatter til NATOs flådestyrke i Østersøen. Som konsekvens af Ruslands skændige angreb på Ukraine, har et bredt flertal i Folketinget i dag vedtaget, at Danmark er parat til at bidrage yderligere til NATOs kollektive forsvar for at afskrække Rusland fra at angribe alliancens territorium. Det sker bl.a. ved, at vi nu sender yderligere ca. 800 soldater til Letland. Dermed bliver Danmark en af de største bidragydere af soldater til NATOs tilstedeværelse i de baltiske lande.”
Der afholdes pressemøde om bidraget torsdag den 21. april kl. 15:45 på Antvorskov Kaserne med udenrigsminister Jeppe Kofod, forsvarsminister Morten Bødskov og Bataljonschef Oberstløjtnant Anton Dinesen.
Forud for pressemøde vil der blive afholdt en udsendelsesparade kl 15:25.
Da pressemødet afholdes på militært område, bedes pressen tilmelde sig senest kl. 13.45 på . Mødetid kl. 14:45 Charlottedal allé 4, 4200 Slagelse.
Baggrund:
NATO har iværksat en række yderligere defensive, proportionale og ikke-eskalerende tiltag, der skal styrke alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. NATO har blandt andet aktiveret de forsvarsplaner, der skal sikre, at NATOs militære øverstkommanderende har de nødvendige militære bidrag til rådighed.
Konkret indebærer beslutningsforslaget, at Danmark vil kunne indsætte følgende militære bidrag til NATOs kollektive afskrækkelse og forsvar:
- En bataljonskampgruppe på op til ca. 1.000 personer
- Et fregatbidrag
- Luftmilitære bidrag, herunder et overvågningsfly, et radaroperatørbidrag og en mobil luftforsvarsradar
- Et støttestyrkebidrag
- Stabsbidrag til NATOs internationale stabe og hovedkvarterer
- Et tilpasset magtanvendelsesmandat for det allerede udsendte danske bidrag til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Estland samt eksisterende danske bidrag til NATOs internationale stabe og hovedkvarterer
For yderligere spørgsmål:
Udenrigsministeren:
Forsvarsministeren: . Pressevagten: + 45 72 81 0400
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-stiller-yderligere-militaere-bidrag-til-radighed-for-nato?releaseId=13649367
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








