PRM / Udviklingsministeren: Ny redegørelse skal skabe folkelig debat og engagement i Danmarks udviklingspolitik

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Den årlige udviklingspolitiske redegørelse er et nyt initiativ i forlængelse af Danmarks udviklingspolitiske strategi “Fælles om Verden” fra juni 2021, som otte af Folketingets partier står bag. Redegørelsen følges op af en debat i Folketinget den 11. maj 2022.

    Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen udtaler:

    “For mig var det en utrolig vigtig del af aftalen bag “Fælles om Verden”, at vi besluttede at få en årlig redegørelse og efterfølgende debat med i aftalen. Det er en måde at tage temperaturen på udviklingssamarbejdet og reflektere over, hvad der sker, når vores prioriteter rammer virkeligheden. Som følge af Ruslands invasion af Ukraine står vi lige nu med den hurtigst voksende flygtningekrise i Europa siden 2. Verdenskrig, og krigen har kastet lange skygger ind i 2022 allerede. Det kan man også se i redegørelsen.”

    “Det skal være mit håb, at redegørelsen er med til at skabe en bredere debat om udviklingssamarbejdet og om, hvordan Danmark hjælper i nærområder til krise og konflikt rundt om i verden. En debat, som jeg håber, civilsamfundet og danskerne vil tage del i.”

    Redegørelsen til Folketinget viser med udvalgte eksempler, hvordan prioriteterne i den udviklingspolitiske strategi er blevet omsat til praksis siden strategiens vedtagelse i juni 2021 og til og med første kvartal af 2022. Den giver indblik i, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde udrulles i samarbejde med lokale og globale partnere. Og den viser, hvordan partnerskaber med bl.a. civilsamfundet, EU, internationale organisationer, myndigheder og danske virksomheder bidrager til, at Danmarks udviklingssamarbejde er blandt de bedste i verden.

    “Flere mennesker end nogensinde før er på flugt. Derfor er jeg også tilfreds med, at redegørelsen viser, at udviklingssamarbejdet er drejet markant i retning af de mest skrøbelige lande og regioner, hvor Danmark er fast besluttet på at hjælpe flere bedre og bekæmpe fattigdom, ulighed, klimaforandringer, konflikt og irregulær migration,” siger udviklingsministeren.

    Samtidig viser redegørelsen, hvordan Danmark med sit grønne lederskab skubber på i kampen for klimaet. Regeringen har særligt haft fokus på at fremme dansk lederskab, når det kommer til at skabe modstandsdygtighed over for og tilpasning til klimaforandringerne blandt verdens fattigste. I takt med at klimakrisen tager til, er det afgørende for dem, der rammes hårdest af klimaforandringerne, at de kan omstille sig og skabe en bæredygtig fremtid.

    “På mange måder er verden af lave. Derfor bliver udviklingspolitikken også mere og mere vigtig. Den er en direkte investering, Danmark som et lille land kan gøre for at skabe en bedre verden for verdens mange fattige og samtidig en mere retfærdig og tryg verden for os selv,” siger udviklingsministeren.

    Redegørelsen kan downloades her og danner grundlag for en debat i Folketinget 11. maj.

    Den udviklingspolitiske strategi “Fælles om verden” kan findes her.

    For yderligere information
    Pressevagten@um.dk, tlf. 61 97 92 47

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udviklingsministeren-ny-redegorelse-skal-skabe-folkelig-debat-og-engagement-i-danmarks-udviklingspolitik?releaseId=13649347

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **