Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne
“Skatter og afgifter er helt afgørende værktøjer, når der skal turbo på den grønne omstilling. Klimaet skal kunne måles på bundlinjen. Men vi skal huske guleroden, så det ikke bliver ren pisk. Når vi skruer op for CO2-afgiften, skal vi skrue ned for andre afgifter, så den samlede regning ikke bliver større for virksomhederne. Ellers vil det skade konkurrenceevnen og dermed gøre Danmark fattigere,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Netop CO2-afgiften spiller en central rolle i regeringens udspil, som bygger på princippet om en ensartet afgift for erhvervslivet. Det er den rigtige vej at gå, mener TEKNIQ Arbejdsgiverne.
“Danmark må og skal gå forrest i den grønne omstilling. Derfor skal vi også have fornuften med i afgiftsstrukturen. En ensartet CO2-afgift vil sikre, at det ikke er de små og mellemstore virksomheder, der kommer til at betale hele gildet. Det er forureneren, der skal betale, og de, der sviner mest, skal selvfølgelig betale mest,” siger Troels Blicher Danielsen.
Regeringen foreslår, at CO2-afgiften bør ligge på 750 kr. pr. ton CO2 frem mod 2030. Det er et fornuftigt leje, mener arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen.
“En afgift skal have en størrelse, så den har en effekt – ellers kan det være lige meget. Men omvendt må den ikke være så stor, at den tager livet af betaleren, i dette tilfælde erhvervslivet. Med det foreslåede niveau ligger vi tæt på EU’s kvotepriser, som de forventes at se ud frem mod 2030. Det giver danske virksomheder et stærkt incitament til at omstille sig, og samtidig et godt udgangspunkt for at konkurrere med udlandet,” siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kontakt:
Yderligere oplysninger:
Jesper Melgaard, presseansvarlig hos TEKNIQ Arbejdsgiverne – mo.: 27 69 45 69 / jme@tekniq.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/husk-guleroden-i-den-gronne-skattereform?releaseId=13649233
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








