PRM / Bog & idé og Legekæden bidrager til Børns Vilkårs rekordindsamling

    Pressemeddelelse fra Bog & idé

    I 2021 satte Bog & idé for første gang sit landsdækkende butiksnetværk til rådighed for at lette logistikken omkring aflevering af de mange indsamlingsbøtter fra indsamlere. Det viste sig at være en stor succes, og i år har flere butikskæder heriblandt Legekæden meldt sig ind i samarbejdet om at tage imod og tælle de mange indsamlingsbøtter landet over.

    “Vi er stolte af samarbejdet med Børns Vilkår og takker de mange indsamlere for at vise os den store tillid at aflevere deres indsamlingsbøtter hos os,” siger adm. direktør i Bog & idé og Legekæden, Marianne Lyngby Pedersen. Børns Vilkår har netop offentliggjort det flotte rekordresultat på 13,8 mio. kr., hvoraf de 3,7 mio. kr. er indleveret og talt op i en Bog & idé eller Legekæden butik.

    Indsamlingsresultatet betyder, at BørneTelefonen, som er Børns Vilkårs tilbud til børn og unge, kan være der for endnu flere børn og unge – og som noget nyt også for de mange ukrainske børn, der kommer til Danmark. For Børns Vilkår giver samarbejdet med butikskæderne god mening, og i år havde indsamlerne flere steder end nogensinde før, hvor de kunne aflevere og få optalt deres indsamlingsbøtter.

    “Det skal være nemt at aflevere sin indsamlingsbøtte, for det betyder noget for, om man rent faktisk kommer afsted og samler ind på dagen. Vi er i den forbindelse også meget taknemmelige for den indsats, medarbejderne i Imerco, Bog & idé og Legekæden har lagt i opgaven med at tælle op. De har i høj grad bidraget til det flotte indsamlingsresultat,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

    5.000 indsamlingsbøtter modtaget
    “Vi har på landsplan taget imod knap 5.000 indsamlingsbøtter i vores butikker. Det er næsten hver anden indsamlingsbøtte, der er blevet afleveret hos os. Det er en stor opgave for vores mange butikker, og for at lette arbejdet for medarbejderne har alle vores butikker haft mønttællere til at klare arbejdet med at optælle indsamlingsbøtterne. Således har vi med det samme kunnet give indsamlerne besked om det specifikke beløb i deres indsamlingsbøtter,” fortæller Marianne Lyngby Pedersen.

    “Børn er vores hjertesag, og vi ønsker at stille vores ressourcer til rådighed, så vi aktivt kan bidrage til det vigtige arbejde med at sikre børns trivsel. Når vi løfter i flok, kan vi skabe resultater, og det er dejligt, at vi sammen med vores kollegaer i detailhandlen kan hjælpe med at gøre en positiv forskel for Børns Vilkårs landsindsamling,” siger Marianne Lyngby Pedersen.

    Kontakt:

    Adm. direktør Marianne Lyngby Pedersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bog-ide-og-legekaeden-bidrager-til-borns-vilkars-rekordindsamling?releaseId=13649137

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **