Pressemeddelelse fra FOA
Prisstigningerne på især gas er noget, der rammer dem med de laveste indkomster hårdt. Derfor er det fornuftigt at udskifte gasfyrene med grønnere og – med tiden – billigere alternativer som fjernvarme og varmepumper.
“Den nuværende situation kræver handling, for de lavtlønnede kan ikke holde til det nuværende prisniveau i længden. Derfor er jeg glad for, at regeringen lægger op til, at vi hurtigt gør os uafhængige af russisk gas,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
For mange husstande kan økonomien dog være en barriere, når gasfyret skal skiftes ud. For selvom det skal ses som en langsigtet investering, vil mange slet og ret finde det umuligt at finde de op mod 100.000 kroner, der skal til. Til at afhjælpe dette foreslår regeringen at fordoble og målrette allerede eksisterende støtteordninger, så de kommer de laveste indkomster til gode.
“Det er både fornuftigt og solidarisk, at der lægges op til, at det er dem, der har mindst, der skal have økonomisk hjælp. Regeringen skylder dog at være en smule mere konkrete på definitionen af ‘de laveste indkomster’. Mange danskere i lavtlønsjob kæmper i øjeblikket for at holde sig oven vande økonomisk. Det er enormt vigtigt, at denne gruppe også tilgodeses i målretningen af støtteordningerne,” siger Mona Striib.
Kontakt:
Forbundsformand Mona Striib tlf.: 23 41 41 98 email: ms027@foa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vigtigt-med-social-balance-i-gas-udspil?releaseId=13649132
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **