Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
33 år med Lotto skulle der til, før en heldig spiller fra Roskilde kunne indløse en af de rigtige sjove gevinster.
“Jeg har faktisk spillet med, lige siden Lotto startede, og det er første gang, jeg vinder en rigtig stor gevinst. Ellers har jeg maks. vundet et par tusinde kroner,” fortæller manden fra Roskilde, der har valgt at være anonym.
Det, der skulle have været en helt almindelig søndag, udviklede sig hurtigt til at blive langt mere interessant, da en mail fra Danske Spil tikkede ind.
“Jeg sad alene i stuen søndag morgen, efter at have fået konstateret lungebetændelse dagen før. Der så jeg mailen med, at jeg havde vundet, og så blev en ellers træls dag pludselig en del bedre,” fortæller vinderen smågrinende.
Frihed og råderum
Selvom pengene ikke kommer til at ændre det store ved vinderens daglige liv, er der glæde at spore alligevel.
“Det føles ret skønt at have pengene på kontoen, men det fedeste er at have en form for økonomisk frihed og råderum. Det kommer dog ikke til at ændre ved vores tilværelse – så skulle det have været en noget større gevinst,” fortæller vinderen.
Udover smårenovationer og at betale huset ud, skal pengene gå til udlandsrejse.
“Vi skal højest sandsynligt ud at rejse her til sommer – med fly. De sidste par år har vi nemlig bare været på bilferie i Danmark. Vi har snakket om Grækenland og en rigtig solskinsferie sammen med børnene,” fortæller den heldige vinder.
Selvom en milliongevinst er tikket ind, er roskildenseren ikke færdig med at spille Lotto.
“Jeg beholder mit plus abonnement og håber på den helt store gevinst, så jeg måske kan holde nogle år før på arbejdsmarkedet.”
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nybagt-lotto-millionaer-vi-skal-ud-og-rejse-med-fly?releaseId=13648855
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **