PRM / 10.000 danskere slipper haven fri

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Vi står midt i en global biodiversitetskrise, og Danmark er et af de mest naturfattige lande i Europa. Over 1.800 arter er truet i den danske natur, og mange dyr mangler steder at leve og finde føde. For eksempel er hver tredje af de danske arter af dagsommerfugle truede eller allerede uddøde.

    Heldigvis er der stadig flere danskere, som hjælper naturen ved at gøre dele af deres have mere vild og naturvenlig.

    Danmarks Naturfredningsforening og REMA 1000 opfordrer haveejere til at give mere plads til naturen med projektet ‘Slip haven fri’, og projektet har nu rundet 10.000 private haver.

    – Der er en akut mangel på plads til naturen i Danmark, så det er fantastisk, at stadig flere danskere vælger at bruge en del af deres have til at hjælpe naturen. Det gør en stor forskel, hvis man dropper en lille del af den klassiske trimmede græsplæne til fordel for naturvenlige planter og andre elementer, som får haven til at summe af mere liv. Hver kvadratmeter tæller, hvis vi skal komme sommerfuglene og de andre trængte dyr til undsætning, siger Therese Nissen, naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

    Se, hvor mange haver der er tilmeldt i de enkelte kommuner.

    Stor efterspørgsel på naturvenlige planter
    Man kan hjælpe naturen i sin have på mange måder. For det første skal man lade være med at bruge gift, og så kan man for eksempel plante flere forskellige slags naturvenlige blomster, buske og træer, der blomstrer på forskellige tidspunkter og giver både pollen og nektar. Jo flere forskellige slags planter, jo flere forskellige slags sommerfugle, bier og andre dyr vil kunne finde levesteder og føde i haven.

    I REMA 1000 oplever man tydeligt en stigende efterspørgsel på naturvenlige planter.

    – I år har vi flere naturvenlige planter, buske og træer til salg i vores butikker end nogensinde før. Vi vil gerne gøre det så let som muligt for haveejerne at vælge de mest naturvenlige planter til deres have. Og vi håber, at vi på den måde kan være med til at løfte biodiversiteten i de danske haver, siger Steffen Marx, der er kategorichef i REMA 1000.

    Det er gratis at tilmelde sig ‘Slip haven fri’, og tilmeldte haveejere vil løbende modtage gode råd og vejledning til, hvordan man kan gøre sin have mere vild og naturvenlig.

    __________________

    FAKTA: ‘Slip haven fri’

    • ‘Slip haven fri’ er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og REMA 1000.
    • Målet er at hjælpe flere haveejere med at gøre haverne mere vilde og naturvenlige.
    • Det er gratis at tilmelde sin have, og det kræver blot, at man holder haven giftfri, og at man vil gøre haven mere naturvenlig på mindst 20 procent af havens areal.
    • På hjemmesiden www.sliphavenfri.dk kan man løbende følge med i antallet af tilmeldte haver i landets kommuner.

    Top 10: Kommuner med flest tilmeldte haver

    1. Aarhus – 509 haver
    2. Gribskov – 468 haver
    3. København – 406 haver
    4. Odense – 332 haver
    5. Aalborg – 326 haver
    6. Odsherred – 295 haver
    7. Vordingborg – 220 haver
    8. Esbjerg – 214 haver
    9. Halsnæs – 200 haver
    10. Svendborg – 194 haver

    Se hele oversigten på www.sliphavenfri.dk.

    FAKTA: Biodiversitetskrisen i Danmark

    • 1.844 arter af dyr, planter og svampe er truet i den danske natur. Det betyder, at der høj risiko for, at de vil forsvinde på kort eller længere sigt.
    • 389 arter er allerede forsvundet fra den danske natur.
    • 35% af de danske arter af dagsommerfugle er truede eller allerede uddøde.
    • 31% af de danske arter af bier er truede eller allerede uddøde.
    • 47% af de danske arter af ynglefugle er truede eller allerede uddøde.

    Kilde: Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet

    Kontakt:

    Mikkel Faartoft
    Presse, Danmarks Naturfredningsforening
    26 79 59 83 | mikkel@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/10000-danskere-slipper-haven-fri?releaseId=13648786

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **