Pressemeddelelse fra HK Handel
Fem mellemledere i ALDI har været udsat for så massivt og systematisk overarbejde, at det er tale om et brud på overenskomsten.
Det har voldgiftsretten onsdag d. 6. april afgjort i en sag mellem HK Handel og supermarkedskæden.
Siden starten af 2021 har ALDI systematisk pålagt deres mellemledere at arbejde 42 timer om ugen. Det er sket på trods af, at den normale arbejdstid efter overenskomsten er på 37 timer.
Derfor skal den praksis også stoppes, slår voldgiften nu fast.
– Afgørelsen er en vigtig sejr, der signalerer, at vi nu endelig kan få sat stop for den grove udnyttelse af mellemledere, som vi ellers tidligere har set, siger HK Handels formand Mette Høgh og tilføjer:
– Ingen arbejdsgiver skal helt kvit og frit have lov til systematisk at pålægge medarbejdere at arbejde fem timer mere om ugen end det, vi har aftalt i overenskomsten.
Overarbejde skal begrænses mest muligt.
Afgørelsen betyder, at arbejdsgiveren i fremtiden skal begrænse overarbejde mest muligt. Derfor må der heller ikke systematisk planlægges overarbejde med mindre, der er klare driftsmæssige årsager bag.
– Vi anerkender, at overarbejde kan forekomme, hvis hensynet til driften gør det nødvendigt. For eksempel hvis en mellemleder bliver nødt til at dække ind for syge medarbejdere. Men det er alt andet end fair, at man fra arbejdsgiverens side bare automatisk lægger fem timers overarbejde ind om ugen, siger Mette Høgh.
I HK Handel vurderer man, at sagen er så principiel, at den vil få indflydelse på de andre funktionæroverenskomster.
– Vi skal selvfølgelig sikre os, at en lignende udnyttelse ikke kan finde sted for andre af vores medlemmer. Derfor vil vi nu se nærmere på, hvordan vi kan bruge kendelsen inden for andre overenskomster på handelsområdet, så samme vilkår også kommer til at gælde for dem, siger Mette Høgh.
Kontakt:
Pressemedarbejder Mille Redanz tlf.: 31796395 email: mille.redanz@hk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-handel-vinder-kaempe-sag-om-udnyttelse-af-mellemledere?releaseId=13648761
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **