PRM / Guide: Sådan indretter du haven til kaninhjem

    Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse

    Haven skal gøres kaninsikker før en kanin kan flytte ind. Det handler både om at sikre sig at rovdyr ikke kan få adgang til kaninen i haven, og det handler om, at den er i sikkerhed for vind og vejr. Kaninen skal både kunne finde læ, skygge og varme i haven, så den kan bo der året rundt.

    Det er vigtigt at fjerne planter i haven, der er giftige for kaniner, eller i hvert fald sikre sig, at kaninen ikke kan komme hen til de giftige planter. Rododendron er et eksempel på en plante, der er giftig, men som mange har i sin have.

    Kaniner er meget temperaturfølsomme. Man kan have lyst til at tage kaninen med ind i stuen, hvis der er meget koldt udenfor, men kaninen kan ikke holde til det store temperaturskift. I stedet kan kaninen flyttes til en garage eller lignende indtil det dårlige vejr er ovre, og den igen kan flytte ud i haven.

    Indretning af løbegård

    Når en løbegård indrettes til kaninen i haven, er det vigtigt at overveje løbegårdens størrelse. Kaniner skal have god plads, minimum 9 kvm, og gerne endnu mere. Det kan være en fordel at bygge løbegården, så man selv kan gå derind for at være sammen med kaninen. En kanin giver mere glæde, når ejeren bruger tid med den.

    Konstruktionen skal laves i et solidt materiale, så for eksempel en ræv ikke kan bide hul i den og på den måde komme ind til kaninen. Rovdyr kan også både grave og klatre, så løbegården skal sikres både i bunden, i siderne og i toppen. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at kaniner har sensitive poter, så underlaget skal være blødt, det kan for eksempel være sand, græs, jord eller flis.

    Aktivering af kaniner

    Kaniner er aktive både om dagen og om natten, og derfor skal de have adgang til underholdning på alle tider af døgnet. Kaniner kan f.eks. aktiveres gennem fodring. Det gør man ved at placere dens foder forskellige steder rundt omkring i løbegården eller haven. På den måde skal de arbejde for at få fat på foderet, og da kaniner er både nysgerrige og undersøgende er det vigtigt at udfordre dem.

    Kaniner er sociale, og har brug for daglig kontakt med andre kaniner. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at kaninen har kontakt med et menneske. Derfor skal de altid holdes minimum 2 sammen, og begge skal være neutraliseret.

    FAKTABOKS: [Sådan laves løbegården]

    – God plads, minimum 9 kvm. Stor nok til at du selv kan gå derind

    – Blødt underlag f.eks. sand, jord, flis eller græs

    – Solid konstruktion, så rovdyr ikke kan komme ind

    – Sikring af både bund, sider og top

    – En hule med halm pr. kanin

    – Vand i en stor skål (ikke drikkeflaske)

    – Fjern giftige planter

    – Aktivering

    Kontakt:

    Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guide-sadan-indretter-du-haven-til-kaninhjem?releaseId=13647114

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **