Pressemeddelelse fra Røde Kors
“Vi står i en ekstraordinær situation med et meget stort antal flygtninge, der er kommet hertil på én gang. Vi har ikke prøvet det her før, og de frivillige har derfor haft meget travlt med at hjælpe. Røde Kors-butikkerne har allerede delt rigtig meget tøj ud til flygtninge, og nu er lagrene ved at være tomme,” siger Tina Donnerborg, chef for Genbrug i Røde Kors.
Tøj til kvinder og børn
Da mange ukrainere er flygtet med vintertøj i bagagen, hvis de havde noget med sig overhovedet, forventer Røde Kors en stor efterspørgsel på forårs- og sommertøj. Behovet er størst efter tøj til kvinder og børn, men også herretøj bydes varmt velkommen.
“Det er især kvinder og børn, der er kommet hertil, sæsonen skifter nu, og børnene vokser hurtigt. Vi har sommertøj i butikkerne nu, men vi kan allerede se, at der er huller på hylderne og tomme bøjler, hvor der plejer at være fyldt op. Samtidig vil vi jo også stadig gerne kunne tilbyde et fint sortiment til både andre nye flygtninge og alle vores sædvanlige kunder,” siger Tina Donnerborg.
Nok legetøj for nu
Hun understreger, at det kun er tøj og ikke legetøj, Røde Kors-butikkerne mangler.
“Danskernes hjælpsomhed og generøsitet har været helt enorm og meget fantastisk, og mange har allerede doneret tøj og legetøj i store mængder. Legetøj har vi stadig masser af. Det er primært godt tøj, der er brug for. Da påsken jo for mange kan være et belejligt tidspunkt til at rydde op i skuffer og skabe, appellerer vi til, at man afleverer godt og brugbart tøj i den nærmeste Røde Kors-container eller -butik, hvis man ønsker at hjælpe. Så skal vi nok hænge det på bøjler til glæde for flygtninge og kunder.”
Røde Kors har 250 genbrugsbutikker og 1900 tøjcontainere fordelt over hele landet. Omsætningen fra butikkerne går til nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.
Kontakt:
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-opfordrer-nu-til-at-donere-toj-butikkerne-mangler?releaseId=13648771
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **