PRM / Forårets komme blev fejret i Bramming

    Pressemeddelelse fra Boligkontoret Danmark

    Efter to års corona-stilstand er vi nok mange, der trænger til at lufte festtøjet og støve danseskoene af. Det var således også en bragende succes, da Bramming Boligforening lørdag den 2. april afholdt forårsfest for alle foreningens beboere. Festen foregik i tæt samarbejde med Bramming Kultur- og Idrætscenter, der lagde lokaler til og hjalp med serveringen.

    “Folk vil gerne ud og mødes igen, det er helt tydeligt,” fortæller organisationsbestyrelsesmedlem og primus motor bag arrangementet Eva Feldborg Nielsen. Sammen med de godt 30 engagerede frivillige hjælpere fra boligforeningen har hun siden årets start søgt om donationer fra lokale erhvervsdrivende for at kunne stable et imponerende program på benene. Det var således en reel mini-musikfestival, som boligforeningen kunne slå dørene op for fra kl. 10 til 17: DJ Sonny Jordan spillede mellem de forskellige indslag, der blandt andet talte Alsang med Agnethe og Poul Henning, linedance med Happy Dancer Bramming og Gry Johansens dansktop-potpourri.

    Der var naturligvis også tænkt på børnene: både Klovnen Knirke og ballonkongen Pedro underholdt, mens der også var hoppeborg, rodeotyr, softice og slush ice. Det gav plads til, at de voksne i ro og mag kunne nyde smørrebrød, kaffe og kage og få hyggesnakket hen over bordene.

    Beboerfællesskab giver tryghed i hårde tider

    Eva Feldborg Nielsen understreger, at forårsfesten ikke havde kunnet lykkes uden de stærke lokale samarbejder, som hun er dybt taknemmelig for: “I Bramming Boligforening vil vi rigtig gerne være med til at støtte op om vores lokalsamfund, så det er fantastisk, at så mange lokale kræfter har sluttet sig sammen med os. Samarbejdet med Poul Carlsen fra hallen og med køkkenchefen har været helt utrolig godt – det er første, men bestemt ikke sidste gang, at vi stikker hovederne sammen,” fortæller Eva.

    For det almene beboerfællesskab er noget helt særligt, og det vil man gerne værne om i Bramming Boligforening. Især efter en lang og bekymrende corona-tid, hvor mange mennesker har følt sig ensomme, triste og utrygge. Derfor har Eva Feldborg Nielsen og resten af aktivitetsudvalget i boligforeningen haft travlt med at planlægge sociale arrangementer, efter at pandemien gradvist har sluppet sit tag over det danske land.

    Forskellige børnevenlige aktiviteter, juledekorationsværksteder, sankthansfester og fællesspisninger på tværs af boligforeningens afdelinger, der i alt tæller mere end 600 almene boliger, har alle været store succeser blandt både yngre og ældre beboere. “Vi havde 22 på venteliste til den første fællesspisning i marts,” fortæller Eva og glæder sig over det gode samarbejde mellem de forskellige afdelinger og bestyrelser i boligforeningen, der gør den slags tværgående aktiviteter muligt.

    Ukrainske flygtninge blev budt velkommen

    Med til festen var også 16 ukrainske mødre og børn, der er flygtet til Esbjerg Kommune som følge af krigen i deres hjemland. De havde hørt om arrangementet og Bramming Boligforening gennem deres kontaktperson hos kommunen, som så havde henvendt sig til Eva. “De var så glade og taknemmelige for at være med,” fortæller Eva og fortsætter: “Det gav dem et lille afbræk fra den frygtelige situation, de befinder sig i, og de var meget interesserede og imponerede over vores danske foreningsliv.” Hun håber, at boligforeningen også i den kommende tid vil kunne hjælpe de ukrainske flygtninge der, hvor det er muligt.

    Kontakt:

    Formand Bo Langendorff tlf.: 21 75 02 90

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forarets-komme-blev-fejret-i-bramming?releaseId=13648732

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **