PRM / Jovial sparekassemand på pension efter 42 år i Middelfart Sparekasse

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    Sten Gammelby startede i sparekassen som elev 1. juli 1979 og har lige siden haft sin daglige gang i privatafdelingen, hvor han især har beskæftiget sig med boligområdet og fungeret som rådgiver for hundredvis af boligkøbere gennem årene.

    Selv bor Sten Gammelby i Middelfart med sin hustru Susanne, der arbejder i den lokale Kvickly. De har to voksne døtre og tre børnebørn på 9, 5 og 2 år, som ligeledes bor i byen, og der går ikke mange dage, hvor familien ikke ses på kryds og tværs.

    Det bliver der i sagens natur mere tid til, nu hvor seniortilværelsen banker på døren, men den mangeårige tennis- og badmintonspiller lægger ikke skjul på, at der også er andet, som trækker i ham. Der skal spilles både badminton og tennis, men mest af alt ser han frem til at kunne spille en masse golf. En sport, Sten Gammelby tog til sig, da han rundede 50 år.

    Græs under fødderne

    Det er planen at komme ud og spille på flere fynske baner, men ellers vil han efter eget udsagn nok mest være at finde på grønsværen i Middelfart Golfklub.

    Styr på grønsværen kommer der efter planen også derhjemme, hvor Sten Gammelby glæder sig til at have mere tid til at holde både hus og have.

    Familien holder desuden af at rejse. Middelhavsområdet er en sikker favorit, og den kommende pensionist har en klar forventning om, at fremtiden vil bringe endnu flere gode stunder under sydens sol med sig.

    Et vist vemod

    Sten Gammelby er en mulighedernes mand og kommer næppe til at kede sig, når han stopper i Sparekassen, men det er ikke uden et vist vemod, at han vinker farvel til sit andet hjem gennem et helt arbejdsliv.

    – Det er ikke nogen sorgens dag, når jeg stopper. For jeg glæder mig til at få tid til alle de andre ting i tilværelsen, men Sparekassen har fyldt meget i mit liv, og jeg kommer til at savne kunderne og kollegerne helt vildt. Jeg har været enormt glad for at være her – og det er jeg stadig. Men det bliver også fedt at tage hul på et nyt kapitel, siger Sten Gammelby.

    Det sidste kapitel i sagaen om Gammelby-slægten og Middelfart Sparekasse er dog ikke skrevet med Sten Gammelbys afgang. Siden 2020 har hans datter Christina nemlig også arbejdet som rådgiver i hovedsædet i Havnegade.

    Reception 29. april

    Middelfart Sparekasse inviterer til reception for Sten Gammelby i afdelingen i Middelfart. Fredag 29. april klokken 13-16.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jovial-sparekassemand-pa-pension-efter-42-ar-i-middelfart-sparekasse?releaseId=13648710

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **