Pressemeddelelse fra GF Forsikring
Hvis du er i midten af 50’erne og tænker, at haven lige skal trimmes inden påskefrokosten, så bør du måske læse ekstra godt med her. Du ligger nemlig helt forrest i feltet i en kedelig statistik for ulykker i haven, som hvert år sender tusindvis af danskere på skadestuen.
Når danskerne klipper, beskærer, graver og luer, går det af og til galt, og det er typisk den midaldrende mand og far, der bliver ufrivillig hovedperson i ulykken.
– Vi oplever desværre hvert eneste år, at kunder anmelder skader i forbindelse med arbejdet i haven, og vi kan se i statistikken, at det sådan lidt populært sagt er far, den midaldrende mand, der oftest er involveret i uheldet, siger Per Haulund, der er skade- og policedirektør ved GF Forsikring.
Far på færde
Ifølge nye tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital kom 441 fynboer til skade ved havearbejde i 2021.
I mere end 60 procent af tilfældene – i alt i 267 ulykker – var den tilskadekomne en mand mellem 40 og 69 år. Særligt de 50-64-årige mænd topper listen.
Skaderne kommer oftere, når de danske haveejere tager motoriserede haveredskaber i brug, ligesom stigen kræver sine ofre. Ifølge videncentret Bolius ligger hækkeklipperen øverst på listen over de farligste redskaber i haven, og stigen indtager andenpladsen. Så er hækken groet over brysthøjde, så er det med at være ekstra opmærksom.
Kun en tåbe frygter ikke haven
I det hele taget råder GF Forsikring til forsigtighed og omtanke i haven. Odense Universitetshospital behandler ca. 5% af Danmarks befolkning, og derfor skønner Ulykkes Analyse Gruppen, at der på landsplan er omkring 9000 danskere, som hvert år kommer galt afsted i haven.
– Man vil kunne forebygge langt de fleste skader, hvis man har respekt for arbejdet, forbereder sig og følger brugsanvisningerne på værktøjerne. Brug sikkerhedsudstyr til hænder, fødder, ben og hoved. Få hjælp til at holde stigen og lad være med at bygge et eller andet usikkert stillads, når du skal op i højden. Og sidst, men ikke mindst, anbefaler vi, at man har tegnet en ulykkesforsikring, hvis uheldet skulle være ude, siger Per Haulund
Fakta om haveulykker:
- I 2021 modtog OUH 441skader som følge af havearbejde. Det svarer til omkring 9000 skader på landsplan. Det er samtidig en stigning på omkring 7 procent fra 2020, hvor tallet var 407.
- De fleste ulykker i 2021 (379 af de i alt 441) fandt sted i sommerhalvåret – dvs. april – oktober
- Skaderne i 2021 forekom oftest på arme (225), ben (111), og hoved og hals (60).
- De fleste skader betegnes som lette skader, men 72 personer har pådraget sig alvorlige skader. Det er det højeste antal siden 2015.
- Størstedelen af ulykkerne finder sted i weekenden
Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen, Ortopædkirurgisk Afdeling, OUH, marts 2022.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Rasmus Damkjær tlf.: 26799673 email: presse@gfforsikring.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/for-farmand-er-havearbejdet-ingen-dans-pa-roser?releaseId=13648687
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **