PRM / Saxos læsere har netop rundet 3 millioner kr. til UNICEFs indsats for at styrke skole og uddannelse

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    Siden slutningen af 2018 har man gennem Saxo, der er Danmarks største online boghandel, kunnet støtte UNICEFs arbejde for at styrke adgang til skole og uddannelse for børn over hele verden.

    I alt har Saxos støtte nu rundet tre millioner kroner, hvilket er resultatet af, at flere end 65.000 læsere har doneret et valgfrit beløb til UNICEF, når de har købt bøger på Saxo.com.

    Herudover oplevede Saxo en ekstra donationsvillighed fra læserne i løbet af marts måned, hvor Saxo samtidig havde valgt at fordoble alle donationer til fordel for UNICEFs arbejde for børnene i Ukraine.

    Saxos donation gør en reel forskel for børnene

    Med den samlede donation på tre millioner kroner kan UNICEF gøre en reel forskel for tusindvis af børn. Omregnet svarer Saxo-læsernes donation blandt andet til, at UNICEF kan sende mere end 100.000 højtlæsningsbøger til skoler over hele verden, levere klimavenlige byggematerialer til at etablere knap 50 skoler eller sende over 2500 “school in a box”-sæt til konfliktramte områder for at opretholde midlertidig undervisning for mere end 100.000 børn.

    “At partnerskabet mellem UNICEF og Saxo har vist sig at være en succes i millionligaen, er for mig et bevis på, at vi sammen har fundet en sag og et formål, som står de danske læsere nær, og som faktisk giver mening for dem. Donationsniveauet vidner også om, hvilken betydning vi tillægger bøgerne, og hvor gerne vi vil give læseoplevelser videre. Det er meget rørende for os at opleve,”siger direktør hos Saxo, Natasha Brandt.

    Ny UNICEF-rapport: COVID-19 understreger behovet for støtte til skole og uddannelse

    I forbindelse med COVID-19 er det for alvor blevet tydeligt, hvor vigtigt det er at styrke mulighederne for skolegang og uddannelse for verdens børn. UNICEF har netop udsendt en ny rapport, der blandt andet konkluderer, at 147 millioner børn har mistet mere end halvdelen af deres fysiske skolegang de seneste to år. Samtidig er mange børn ikke vendt tilbage til skolerne, selv efter de er åbnet. Fx vendte 43% af eleverne i Liberia ikke tilbage til klasselokalerne, da skolerne åbnede.

    I UNICEF ser man bekymret på udviklingen, og er derfor glade for Saxos støtte, hvor man lige nu har særlig fokus på at genvinde tabt læring og fremme digitale undervisningsmuligheder:

    I UNICEF har vi lige nu fokus på børnene i Ukraine, men alt imens fortsætter vores øvrige indsatser naturligvis verden over. UNICEFs nye rapport, der er kommet i kølvandet på COVID-19, understreger, hvor vigtigt det er at styrke skole- og uddannelsesområdet – ikke blot fordi mange børn har mistet væsentlig læring, men også fordi skolerne er vigtige sikkerhedsnet. Vi er utrolig glade for den imponerende støtte fra Saxo og deres læsere, der er med til at gøre en forskel for børn over hele verden,” sigerSusanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

    Allerede inden COVID-19 anslog UNICEF, at over 600 millioner børn og unge ikke opnår basale regne- og læsefærdigheder, til trods for at to ud af tre går i skole.

    UNICEF arbejder både kort- og langsigtet for at styrke uddannelsesområdet og løse de mange udfordringer, der blandt andet omfatter manglende kvalifikationer blandt lærerne, ordentlige undervisningsmaterialer, klasselokaler, sanitetsforhold og ikke mindst adgang til internet og digital læring mange steder i verden.

    Kontakt:

    Partnership Communications Manager Morten Bredal email: mbredal@unicef.dk

    Line Kørner email: lkoerner@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/saxos-laesere-har-netop-rundet-3-millioner-kr-til-unicefs-indsats-for-at-styrke-skole-og-uddannelse?releaseId=13648603

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **