PRM / Pædagogs passion for at inspirere børns naturfaglige nysgerrighed belønnes med pris

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Børn er nysgerrige, og skal nysgerrigheden fastholdes og blive til et aktiv gennem livet, skal den også næres allerede fra vuggestue- og børnehavealderen.

    Netop det ser pædagog Lise Friis Hjelm som en af hendes fornemmeste opgaver, når hun sammen med børnene i Børnehuset Stige i Odense går på opdagelse i naturen og naturvidenskaben. Den undersøgende tilgang til verden er en fundamental del af det at være barn, og når den bliver næret, får børnene lyst til at lære mere om verden omkring dem.

    For sin passion for at introducere de helt små børn til den vidunderlige verden, som naturvidenskaben og naturen er, modtager Lise Friis Hjelm nu Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris 2022.

    “Jeg er virkelig ydmyg omkring at modtage prisen, fordi jeg jo bare laver det, som jeg allerbedst kan lide at lave, og som jeg synes er sjovt og giver mening for både mig og børnene. Men jeg er meget stolt over, at en forælder og min leder har indstillet mig til den her pris. Det er den største anerkendelse, som jeg kan forestille mig,” siger Lise Friis Hjelm.

    Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er målrettet engagerede og dygtige pædagoger, der i daginstitutioner giver børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi. Prisen er på 150.000 kr., hvoraf 50.000 kr. er en personlig pris, mens 100.000 kr. tilfalder institutionen til udvikling af det pædagogiske arbejde inden for det naturfaglige læreplanstema.

    Prisen er opdelt i to priser, én til en pædagog vest og Storebælt og én til en pædagog øst for Storebælt. Læs mere om prismodtagerne øst for Storebælt her.

    Børnenes nysgerrighed er i centrum
    Lise Friis Hjelms tilgang til arbejdet med det naturfaglige sammen med børnene bunder i hendes egen nysgerrighed, men det er vigtigt for hende, at børnene er med i den undersøgende tilgang til verden.

    Børnene har som eksempel fundet ud af, at en citron kan sprænge en ballon, og de har derefter undersøgt, om det skyldes citronens gule farve, den sure saft eller noget ved skrællen.

    “Børnene får en oplevelse af, at det er sjovt at være undersøgende, og at de møder nogle voksne, som gerne vil være det sammen med dem. Jeg håber, at det også fremadrettet vil give dem lyst til at være undersøgende, så de kan få gavn af deres naturlige nysgerrighed i skolen,” siger Lise Friis Hjelm.

    Netop også nysgerrigheden er i centrum, når Lise Friis Hjelm og resten af personalet i Børnehuset Stige skal beslutte sig for, hvad den del af prisen, som tilfalder institutionen, skal bruges til. Lise Friis Hjelm havde først drømt om at købe nogle magneter, men hun kan godt se, at det kan blive til meget mere end det.

    “Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi kunne købe en ny ladcykel, så vi får endnu bedre muligheder for at tage børnene ud på opdagelse i naturen eller ned til fjorden,” siger hun.

    Alle burde have én som Lise
    I Børnehuset Stige er den daglige pædagogiske leder Sanne Worre mere end almindelig glad for at have en pædagog som Lise Friis Hjelm til at varetage børnehavebørnenes nysgerrighed.

    Sanne Worre fortæller blandt andet, at Lise Friis Hjelm på eget initiativ udvikler forsøg, som hun kan lave sammen med børnene, og at hun endda har samlet forsøgene i et forsøgskatalog, “science i børnehøjde”, som er distribueret ud til alle børnehuse i kommunen.

    Lise Friis Hjelm har også initieret et programmeringsforløb for de mindste i samarbejde med kommunens indsats omkring Børnene i Robotbyen.

    “Lise har en enorm høj faglighed og bruger rigtig meget tid på at tilrettelægge forsøg, som både for hende og børnene er sjove og interessante at lave. Så er hun også dygtig til at få alle de andre pædagoger med, så vi som samlet institution giver børnene nogle fantastiske rammer at stimulere deres nysgerrighed i. Alle burde have én som Lise. Hun er guld værd,” siger Sanne Worre.

    Om Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris

    Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er målrettet engagerede og dygtige pædagoger, der i daginstitutioner giver børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi.

    Prisen består af en sum på 150.000 kr., hvor 50.000 kr. er en personlig pris, og institutionen modtager de øvrige 100.000 kr. Institutionens andel skal anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema, eksempelvis indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse.

    Prisen uddeles til en pædagog eller et team efter indstilling fra dennes leder eller institutionsbestyrelse.

    Du kan læse mere om prisen her.

    Kontakt:

    Charlotte Druseberg, Grant Manager, Novo Nordisk Fonden, tlf. 3527 6565

    Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf. 30674805.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/paedagogs-passion-for-at-inspirere-borns-naturfaglige-nysgerrighed-belonnes-med-pris?releaseId=13648540

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **