PRM / LendNow vil skabe ny lejeplads for alt mellem himmel og jord

    Pressemeddelelse fra Lange PR

    LendNow, der er stiftet af den tidligere EY-konsulent, digitaliseringsekspert og revisor Azhar Iqbal, har netop frigivet en app, der skal hjælpe danskerne med to ting: dels kan man i app’en lynhurtigt få adgang til alt den hjælp og det værktøj, man lige står og mangler, men ikke ønsker at købe – og dels kan man som ejer af eksempelvis værktøj, elektronik, køkkenmaskiner og haveredskaber udleje tingene, så de ikke står og samler støv i skabet eller garagen. LendNow har desuden gjort det muligt for private og virksomheder at oprette sig som leverandør af alt lige fra havehjælp til vinduespudsning, rengøring og samling af skabe, og målet er at få 5.000 brugere på inden udgangen af 2022. Det tal ønsker LendNow at vækste til 30.000 unikke brugere i løbet af næste to-tre år, og derefter har virksomheden en plan om at udbrede platformen til Sverige, Norge og senere i resten af Europa.

    Azhar Iqbal fik idéen til LendNow, da han en dag akut stod og manglede en speciel skruetrækker til et elskab. I det lokale byggemarked kostede den 500 kroner, og da han kun skulle bruge den én enkelt gang, virkede det som en dyr, formålsløs og ikke særlig bæredygtig investering. Samtidig tænkte han, at flere måtte stå i samme situation – uanset om det er en skruetrækker, en græsslåmaskine, en gummiged eller et stillads, man lige står og mangler. Derfor gik han hjem og begyndte at bygge skelettet til LendNow-app’en.

    I praksis opretter man sig som bruger – enten som udlejer af fx værktøj eller “eksperthjælp” – eller som lejer af det, man fra tid til anden mangler. Derefter aftaler brugerne indbyrdes, i hvor lang tid man ønsker at leje eller udleje samt prisen herfor, ligesom brugerne frit kan aftale, om det er click & collect eller click & deliver. LendNow får et lille gebyr på 39 kroner for hver transaktion – eller en procentdel af prisen, hvis man fx betaler online med det samme. Det skal ifølge stifter af LendNow Azhar Iqbal på kort tid gøre virksomhedens app’en til stedet, hvor man fremover bytter værktøj og tjenesteydelser.

    – Det er altid sundt at undre sig, og jeg undrede mig netop over, at der ikke var et sted, hvor jeg nemt og hurtigt kunne låne en skruetrækker, 10 stole til en fest eller en boremaskine til vennepris. Selvom man fint kan gå ned i byggemarkedet og leje mange ting, er udgiften stadigvæk relativt stor, og derfor tror vi, der er et marked for en app, som man altid har lige ved hånden, og som binder ledig viden og værktøj sammen med dem, der mangler noget. Målet er derfor at blive det nye DBA inden for vores niche, siger Azhar Iqbal, der selv har samlet finansiering til udviklingen af platformen under LendNow-app’en.

    Udlejerne sætter selv prisen på de ting, de ønsker at udleje, og som lejer kan man sætte et maksimumbeløb på, hvad man vil give for at leje det, man søger. Jo flere, der opretter en profil på LendNow, jo nærmere kommer Azhar Iqbal på, at det også i praksis bliver sådan, at man nemt og ikke mindst hurtigt kan få fat i det, man lige står og mangler. Det samme gælder, hvis man står med et umuligt IKEA-skab, der skal samles her og nu, eller en hæk, der skal klippes, inden der kommer gæster.

    – Det svarer lidt til de mange Facebook-grupper rundt om i kvartererne, hvor folk skriver ud og beder om hjælp. Her forsvinder opslagene dog hurtigt, man er ikke lige så anonym, og i LendNow kan man tilmed se, hvilken rating de andre brugere har, så man kan være tryg ved at indgå handlen. Vi har således skabt en platform, hvor det handler om fællesskab og nabohjælp, og samtidig er der en ramme omkring alt det økonomiske, så både lejer og udlejer kender aftalegrundlaget. Det tror vi på, der er et stort marked for både herhjemme og i udlandet, uddyber Azhar Iqbal.

    Kontakt:

    Managing Director Jacob Lange tlf.: 20763020 email: jacob@langepr.dk

    Jacob Lange, jacob@langepr.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lendnow-vil-skabe-ny-lejeplads-for-alt-mellem-himmel-og-jord?releaseId=13648475

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **