PRM / Flere skader og færre indbrud i de danske sommerhuse

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    55 % flere skader på glas og vinduer, 40 % stigning i skader fra dyr og insekter samt 35 % flere rørskader. Det er blot et lille udsnit af udviklingen i skadeomfang på sommerhuse hos Gjensidige de seneste tre år. Og der er især én grund til de ændringer.

    “I takt med, at danskerne under corona-nedlukningerne er begyndt at bruge deres sommerhuse mere og mere, har vi set en stigning i en type skader, der er udtryk for netop den øgede aktivitet og slitage. Og det stiller nye krav til sommerhusejerne, da mange sommerhuse får skader blandt andet på grund af gamle rør og installationer, der har brug for bedre vedligeholdelse eller total udskiftning,” siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige.

    En af udfordringerne ved, at vi bruger sommerhusene mere end tidligere, er at mange fritidshuse og de områder, de er placeret i, ikke er bygget til at være i brug hele året. Det giver desværre flere skader på både ejendom samt rør og kloaker.

    En gennemsnitlig skade på sommerhuset koster ca. 20.000 kr., men især rørskader og skader fra insekter og dyr bliver ofte mere omkostningstunge. Derfor har Henrik Sagild en opfordring til alle sommerhusejere:

    “For mange vil det være en rigtig god idé at få fx en byggesagkyndig til at lave en gennemgang af sommerhuset, hvor alle boligens dele og installationer bliver tjekket i dybden. Det kan give et overblik over, hvilken tilstand sommerhuset har, så man ved, hvor der skal sættes ind for at undgå skader. Det vil også gøre det muligt at energioptimere og lave forbedringer, der kan gøre sommerhuset mere klimavenligt.”

    Færre indbrud og tyverier

    I takt med, at der er kommet mere aktivitet og liv i sommerhusområderne, ser Gjensidige heldigvis også et fald i indbrud og tyverier. Helt konkret er antallet af indbrud faldet med næsten 30 % siden 2019, hvilket glæder Henrik Sagild, der dog minder danskerne om, at livet stadig skal gøres surt for indbrudstyven.

    “Det er meget positivt, at der er færre indbrud, men det må ikke få danskerne til at sløse med forebyggelsen. For det er stadig vigtigt, at man sørger for at fjerne dyre ejendele, låse grillen og cyklerne fast, lukke og låse alle døre og vinduer, når man forlader sommerhuset. For det er desværre nogle af de ting, vi stadig ser, at mange glemmer eller undlader at gøre, og det fører stadig til irriterende tyverier og indbrud,” siger Henrik Sagild.

    Det koster en sommerhusskade i gennemsnit:

    • Rørskade: 25.000,-
    • Glasskade: 6.000,-
    • Skade forvoldt af dyr: 30.000,-
    • Indbrud: 20.000,-

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Søren Moth Frederiksen tlf.: 41 77 50 18 email: smf@gjensidige.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-skader-og-faerre-indbrud-i-de-danske-sommerhuse?releaseId=13648484

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **