PRM / Reformudspil må ikke ende som et forhastet eksperiment

    Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

    Store tanker om, hvordan vores uddannelsessystem skal indrettes, er velkomne, og flere af elementerne i Reformkommissionens udspil kan meget vel blive til virkelighed på sigt. Eksempelvis er mere fleksibilitet i uddannelserne uden tvivl noget, der skal ses på, og livslang læring har for grupper på arbejdsmarkedet længe været noget man måtte kigge langt efter, lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA.

    Men hurtige beslutninger på baggrund af Reformkommissionens forslag vil dog være helt ude af proportioner, mener formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen.

    “Det er vores uddannelsessystem, vi snakker om. Det er rygraden i hele vores videns- og velfærdssamfund og dermed ikke noget, der skal ændres over natten. Der er brug for en bred debat og en grundig proces i uddannelsessektoren, hvor alle berørte parter – studerende, uddannelsesinstitutioner, undervisere, branchernes organisationer – ikke bare kan komme til orde, men også involveres i selve beslutningerne. Alt andet vil give et dårligt resultat,” siger han

    Thomas Damkjær Petersen understreger, at kvalitet ikke kun kan måles på, hvor mange år en uddannelse tager.

    “På ingeniørområdet har vi i årevis haft et velfungerende arbejdsmarked for diplomingeniører med en bachelorgrad og civilingeniører med en kandidatgrad. Der stor efterspørgsel på begge grupper, så langt øjet rækker, og en hel del civilingeniører ansættes i store virksomheder, som mener, at en toårig kandidatgrad knap nok dækker deres behov,” siger han.

    Hvis vi kan få flere til at vælge de uddannelser, som der er så stor efterspørgsel på ved at afprøve andre modeller for kandidatuddannelsen, så er det godt, mener Thomas Damkjær Petersen. Det skal bare ikke ske ved, at vi får færre med de kandidatuddannelser, som er i meget høj kurs på arbejdsmarkedet.

    “Både i dag og i årene fremover uddannes der færre på STEM-området end, erhvervslivet efterspørger. Det gælder for både diplom- og civilingeniører, så det vil være tosset at skære i andelen af kandidater på eksempelvis ingeniørområdet,” siger han

    IDAs formand mener, at sporene fra udflytningsaftalen skræmmer, og opfordrer derfor politikerne til at inddrage relevante aktører, inden der træffes skelsættende beslutninger i et forhandlingslokale.

    “Nu har politikerne chancen for at vise, at de reelt formår at inddrage og finde løsninger i en fælles proces. Det kræver tid, og den bør man tage. Reformkommissionen foreslår en kolossal omlægning af vores uddannelsessystem, og flere af forslagene risikerer at sætte kvaliteten over styr, hvis ikke vi tænker os rigtig godt om,” siger Thomas Damkjær Petersen.

    For IDA er det derfor vigtigt, at politikerne sikrer, at der er fokus på at uddannelsessystemet ikke rammes på kvaliteten.

    “Vi skal have et uddannelsessystem, der kan levere det rette antal af både diplom- og civilingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-uddannede som kan måle sig med de bedste internationalt, Det gælder den ypperste forskning – både på universiteterne og i den private sektor, hvor mange brancher og virksomheder efterlyser både bachelorer og kandidater,” siger Thomas Damkjær Petersen

    Kontakt:

    Ulrik Frandsen 23 65 09 69

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/reformudspil-ma-ikke-ende-som-et-forhastet-eksperiment?releaseId=13648439

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **