Pressemeddelelse fra Lederne
I følge Lederne rummer Reformkommissionens anbefalinger flere elementer, der kan fremme livslang læring og kompetenceudvikling målrettet arbejdsmarkedets behov.
– Der er ingen tvivl om, at vi har brug for en veluddannet arbejdsstyrke, der løbende får nye kompetencer, så vi er bedst mulig rustet til at skabe en bæredygtig fremtid. Det er derfor spændende tanker, Reformkommissionen gør sig om at styrke efteruddannelsesmulighederne på videregående niveau for både ledere og medarbejdere. Det har vi i den grad brug for, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, siger Berit Toft Fihl, chef for public affairs hos Lederne.
Reformkommissionen anbefaler blandt andet at nedsætte et uddannelsesråd, der har til opgave komme med samlede analyser, der kan bidrage til at sikre, at uddannelserne er relevante for arbejdsmarkedets behov.
– Vi ser positivt ideen om et uddannelsesråd, som skal bidrage med analyser og anbefalinger, der giver en mere samlet styring af de videregående uddannelser. Det forslag har vi hos Lederne arbejdet for at fremme, tilføjer Berit Toft Fihl.
Reformkommissionen har fremsat tre forslag, der kan bidrage til at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Et af forslagene handler om, at udlændinge, der tager en videregående uddannelse i Danmark, automatisk får tre års opholdstilladelse.
– Danske virksomheder mangler højtuddannet arbejdskraft, og ved at tildele dem arbejds- og opholdstilladelse øger vi chancerne for, at de bliver i Danmark, finder job her og bidrager med deres viden og arbejdskraft, siger Berit Toft Fihl
Selvom Lederne tager godt mod de fleste anbefalinger, lader reformkommissionen dog også noget tilbage at ønske.
– Vi savner forslag til, hvordan private udbydere i et større omfang kan samarbejde med universiteter for dels at udbyde efteruddannelse, dels at understøtte at forskning og anden viden netop også bliver omsat og gjort tilgængelig i efteruddannelsestilbud, siger hun.
Kontakt:
Chef for public affairs Berit Toft Fihl tlf.: 2428 2453 email: btf@lederne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vigtigt-med-kompetence-loft-til-hele-arbejdsstyrken?releaseId=13648442
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **