Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen
En række af de største krydstogtrederier i verden har netop været samlet i København for at skrive under på en hensigtserklæring om brug af landstrøm i Østersøen hurtigst muligt og senest i 2024. Det er første gang i den globale krydstogtbranche, at en hel region sammen med rederierne i fællesskab tager så stort et skridt fremad mod brug af landstrøm.
Der var i alt 19 rederier, der skrev under i København, og de inkluderer de 4 største krydstogtrederier i verden. De underskrivende rederiers skibe står således for en stor del af anløbene i Østersøen, som de danske havne er en del af. Alene i år står de for ca. halvdelen af alle anløb i Østersøregionen.
Rederierne har underskrevet en hensigtserklæring om at benytte landstrøm, når de ligger til i havne i Østersøen, der har et landstrømsanlæg. Hvilket kræver, at skibene omstilles til at kunne benytte landstrømmen. Underskrifterne blev nedfældet i forbindelse med konferencen Sustainable Cruising, som netværket Cruise Baltic afholdt. Konferencen fandt sted på Copenhagen Marriott Hotel d. 5. april, som overborgmester Sophie Hæstorp Andersen indledte, og hvor miljøminister Lea Wermelin overværede 19 rederier skrive under på erklæringen.
“Jeg er glad for, at krydstogtindustrien i dag har committet sig til at sikre ren luft i byerne i Østersøregionen. Jeg vil derfor gerne rose de rederier, der i dag har underskrevet hensigtserklæringen om brug af landstrøm. Jeg håber, flere vil følge dette gode eksempel i den nærmeste fremtid,” siger miljøminister Lea Wermelin.
“København modtog inden corona-pandemien op mod én million krydstogtturister om året, og jeg er glad for og stolt over, at så mange mennesker ønsker at opleve vores fantastiske by. Når det er sagt, så må turisternes besøg i vores by ikke ske på bekostning af københavnerne og vores klima. Derfor skal vi mindske klimaaftrykket og luftforureningen fra de store krydstogtskibe, når de ligger for anker i Københavns Havn. Vi er i fuld gang med at etablere et landstrømsanlæg i København, men vores indsats nytter ikke meget, hvis branchen ikke er med. Derfor er jeg utrolig glad for, at Cruise Baltic i dag tager et skridt i en grønnere retning – og jeg håber, at det kan inspirere resten af branchen til at følge trop,” siger Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København.
Arbejdet med bæredygtig omstilling i fuld gang
Arbejdet med bæredygtig omstilling af krydstogtbranchen er i fuld gang, både lokalt i de danske havne, ikke mindst i hovedstaden, der igennem en årrække har opbygget en unik position som en af Nordeuropas mest populære krydstogtdestinationer. Her er indsatsen en del af Wonderful Copenhagens arbejde med bæredygtig omstilling af hovedstadens turisme.
Netværket Cruise Baltic er netop forankret i Wonderful Copenhagen, hvor den administrerende direktør Mikkel Aarø-Hansen på netværkets vegne underskrev hensigtserklæringerne sammen med de enkelte rederier.
“Det er første gang, en hel krydstogtregion sammen sætter ind på den her måde for at skrue op for brugen af landstrøm og får så mange rederier til at tilslutte sig. Vi håber, at signalet fra rederierne her i København kommer til at inspirere krydstogtbranchen rundt i verden i forhold til at accelerere den grønne omstilling af branchen til gavn for miljøet, de lokale og i sidste ende også branchen selv”, siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. dir. i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:
“Den bæredygtige omstilling af turismen er en kompleks opgave, men en opgave, vi kan og skal lykkes med. Det gælder også krydstogtturismen, der har været særligt fokus på. Her arbejder vi både på at påvirke, hvornår gæsterne kommer hertil, hvordan de bruger destinationen og på at gøre de enkelte anløb grønnere bl.a. ved at understøtte omstillingen til landstrøm. Arbejdet med at skabe bæredygtig krydstogt er langt fra færdig, men i dag har vi taget et vigtigt skridt”.
Arbejdet med den bæredygtige omstilling af krydstogt understøtter Nordisk Ministerråds målsætning om, at Norden skal blive den mest bæredygtige krydstogtdestination i verden i 2030.
Cruise Baltic samler 32 havne og destinationer fra Østersø-regionen, og inkluderer havne og destinationer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Litauen, Polen og Tyskland. Og lige som Cruise Baltic er også det danske netværk, CruiseCopenhagen, der samler 10 danske krydstogthavne, forankret i Wonderful Copenhagen.
Krydstogtselskaberne bag de 19 krydstogtrederier inkluderer helt store globale aktører som Carnival Corporation, Royal Caribbean, Viking Ocean Cruises, MSC, Ponant og Norwegian Holding.
Kontakt:
Miljøminister Lea Wermelin: Pressetelefon: 20 91 59 01
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen: Thomas Søie Hansen – mail: IL70@kk.dk – mobil: 20 52 97 86
Wonderful Copenhagen: Uffe Hartmann – mail: ufh@woco.dk – mobil: 21 73 98 90
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/globale-krydstogtrederier-modes-i-kobenhavn-underskriver-hensigtserklaering-om-brug-af-landstrom?releaseId=13648362
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **