Pressemeddelelse fra Finanstilsynet
Finanstilsynet har i den seneste tid modtaget en lang række klager fra danskere og EU-borgere, der er blevet nægtet en basal betalingskonto med den begrundelse, at de ikke har adresse i Danmark. Alle EU-borgere har ret til en betalingskonto, som giver borgerne basale muligheder for at modtage og overføre penge.
“Der er ikke noget at rafle om her. Reglerne er krystalklare. Bankerne må ikke nægte dig at oprette en basal betalingskonto med den forklaring, at du ikke bor i Danmark. Det er ikke en saglig begrundelse. Banker kan godt afvise at oprette en basal betalingskonto af andre saglige årsager, men de årsager er veldefinerede og har ikke noget med adresser at gøre,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersenfra Finanstilsynets forbrugerkontor.
Mange klager over bankernes ulovlige praksis
Klagerne til Finanstilsynet viser, at bankernes ulovlige praksis rammer borgere i vidt forskellige situationer. Det kan være pensionister, som er flyttet sydpå, men stadig har brug for en konto i Danmark for at få udbetalt deres pensioner, eller borgere med bopæl i et andet EU-land, der har brug for en konto i Danmark, hvis de f.eks. ejer et sommerhus i Danmark eller modtager løn fra en dansk arbejdsgiver.
“En basal betalingskonto er en helt grundlæggende forbrugerrettighed. Uden den konto kan en borger ikke få tilværelsen til at fungere, modtage løn, ydelser og betale regninger. Derfor har vi sendt en påmindelse til alle banker om dette vigtige element af den forbrugerbeskyttende lovgivning. Bankerne skal oprette en basal betalingskonto, hvis borgeren har brug for det, og stoppe praksissen med at sende borgeren videre til en anden bank. Hvis vi fremover modtager klager over ulovlige afvisninger, så kvitterer vi med et påbud til banken,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen.
Faktaboks – retten til en basal betalingsskonto
- En basal betalingsskonto giver bl.a. kunden mulighed for at hæve og indsætte kontanter, gennemføre betalinger med et debetkort med saldokontrol og modtage penge på kontoen.
- En bank kan som udgangspunkt ikke nægte at oprette en basal indlånskonto til en privat kunde, med mindre banken har er en saglig begrundelse. Det kan f.eks. være hvis kunden har opført sig truende.
- Det er ikke en saglig begrundelse, at EU-borgeren ikke har fast bopæl i Danmark. Alle EU-borgere skal behandles på lige fod som en dansk statsborger med fast bopæl i Danmark.
Kontakt:
Kontorchef Ulla Brøns Petersen tlf.: 33558243 email: UBP@FTNET.DK
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eu-borgere-har-ret-til-en-betalingskonto-uanset-adressen?releaseId=13646291
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **