Pressemeddelelse fra Boligkontoret Danmark
Når Lars Lehmann den 1. august overtager roret som ny administrerende direktør i Boligkontoret Danmark, bliver det med Pia Nielsen som viceadministrerende direktør med det overordnede ansvar for byggeri, drift og grøn omstilling. Pia Nielsen hentes fra en direktørstilling i det københavnske boligselskab fsb, hvor hun i ti år har haft ansvaret for byggeri, drift og jura.
Som embedsmand i ministeriet og i forskellige boligselskabers administration har Pia Nielsen arbejdet med den almene boligsektor i størstedelen af sin karriere. Hun ser frem til at arbejde med samspillet mellem byggeri, drift og grøn omstilling i Boligkontoret Danmark:
”Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde i en landsdækkende og lokalt forankret organisation som Boligkontoret Danmark, som helt klart har sine styrker. Jeg har stor interesse i og rigtig god erfaring med at arbejde i rummet mellem byggeri og drift, der er helt essentielt for både at realisere vores mål om bæredygtighed og sikre de rette resultater i vores renoveringer og nybyggeri” fortæller Pia Nielsen.
Fokus på lokal tilstedeværelse og foreningsdelen
Udover ansættelsen af Pia Nielsen i direktionen udvides Boligkontoret Danmarks øverste ledelse yderligere med en række fagligt stærke nye profiler, alle hentet i egne rækker. Med den nye direktionsgruppe vil Lars Lehmann prioritere tættere og mere daglig kontakt til de forskellige ansvarsområder og lokale kontorer i Boligkontoret Danmark:
“Jeg har ønsket at sætte et hold, der med sin sammensætning af forskellige profiler og fagligheder afspejler den stigende kompleksitet, som er et vilkår for vores arbejde med den almene boligadministration. Samtidig vil en mere bredt forankret ledelse kunne komme endnu tættere på vores medlemmer og afdelingskontorer rundt omkring i landet”, siger Lars Lehmann.
Den kommende adm. direktør Lars Lehmann har således udnævnt to erfarne regionsdirektører, Tonny Bjørn og Kim Johansen, der skal tage sig af henholdsvis Øst og Vest:
“Udnævnelsen af to regionsdirektører skal være med til at styrke den lokale forankring i Boligkontoret Danmark og sikre det nærvær, der er så vigtigt for både os og vores medlemmer. Herudover styrkes foreningsdelen i vores landsdækkende medlemsfællesskab med udnævnelsen af en ny direktør for kunde- og foreningsudvikling, Karina Lauridsen”, fortæller Lars Lehmann.
Sidste mand i direktionsgruppen bliver nuværende økonomi- og regnskabschef Michael Pedersen, som bliver direktør for økonomi og forvaltning.
Pia Nielsen begynder i Boligkontoret Danmark den 1. maj – tre måneder før skiftet af adm.direktør.
Kontakt:
Forvaltningsdirektør Lars Lehmann email: lale@bdk.dk
Viceadm. direktør Pia Nielsen
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-organisering-i-boligkontoret-danmark-pia-nielsen-fsb-bliver-viceadm-direktor?releaseId=13648332
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **